I løbet af de første minutter ved man allerede, at man har med et utroligt vel produceret stykke underholdning at gøre. Med noget nær filmisk kvalitet lægges niveauet, og man indsluses i den grundlæggende, nuværende historie, der med Desmond som hovedperson beretter om kampen mod tempelridderne og en truende global katastrofe. Denne del er efterhånden godt knudret, og man kunne godt tro at udviklerne lidt forbander, at det er denne fortælling, der reelt set er ryggraden for resten. Inden længe er vi dog lagt i Animus maskinen. Kendere ved at dette åbner op for kernen. Et udpluk af tidsspring, hvor Desmond besøger og tager rollen som sine forgængere i et forsøg på at knytte den overordnede historie sammen.
Knudret er det bestemt stadig, men det træder i baggrunden når spillets første hovedperson træder ind i en opera. Her afsløres spillets fantastiske niveau af detaljer sig, og man må forbløffes over produktionsværdierne. Inden længe er man på flugt fra England. Om bord på en stolt skude, der bryder igennem Atlanterhavet på vej mod de stadig ganske vestligt, uudforskede amerikanske kyster. Snart er man fremme, og en række historiebærende missioner bærer en dybere ned i begivenhederne. Dette er vel at mærke blot spillets prolog. Tre til fire timer senere skifter man først til spillets egentlige hovedperson det siger altså lidt om hvor meget der er i vente.
Vores hovedperson hedder Connor. Halvt europæisk og halvt indianer. Fra en tidlig alder fyldt med et ønske om hævn i brystet. Du får lov til at give ham mulighed for dette, samtidig med at du tager del i det, der bliver skabelsen af en helt ny mægtig nation. Mulighederne er mange, det ene øjeblik hopper du fra gren til gren i jagt på et bytte. Næste øjeblik er du ved at grundlægge din helt egen gren af snigmordere. Ja, hvis du altså ikke er stævnet ud i et skib, som kan lede dig i kamp med flammende kanoner. Det er tydeligt, at udviklerne ikke ville skydes i skoene, at der ikke var noget at foretage sig.
Man sidder konstant med en fornemmelse af, at det her vitterligt kunne være noget af det ypperste. Nogle gange bliver forventningerne da også indfriet, men der er desværre også øjeblikke hvor illusionen styrter til jorden. Styringen er bare ikke optimal. Når man som jeg for nylig har siddet med eksempelvis Dishonored, er det bare tydeligt, at Assassins Creed serien ville have godt af en tilretning. Alt for ofte går der knuder i det, når man skal klatre, hoppe ned eller snige sig. Når spillet så samtidig meget ofte giver dig snævre objektiver, hvor du eksempelvis skal snige dig efter folk for at lytte til hvad de siger alternativt skal jagte en person. Så giver din lettere knudrede styring altså grobund for frustration.
Det samme gør sig gældende for den kunstige intelligens. Her er det tydeligt, at man har valgt at gøre modstanderne dummere højst sandsynligt netop for at kompensere for, at styringen nogle gange tager bagdelen på en. Det medfører, at fjender tilsyneladende har demens, og lynhurtigt glemmer at de lige har set dig. Beboere i byer er praktisk talt ligeglade med, at du myrder folk lige ved siden af dem, og vagter kan stå lige oven på dig i et 20 centimeter højt buskads uden at bemærke dig.
Nu vil jeg dog understrege, at det bestemt ikke er noget der ødelægger spillet det er bare noget, som lige dukker det ned under det ypperste niveau. Faktisk er det i det frie spil, at Assassins Creed 3 virkeligt folder sine vinger ud. Når man tager en pause fra de stringent scriptede historiebærende missioner, og for nogle timer lader fantasien udfolde sig. Det er her man mærker, hvor eventyrligt stor og detaljeret verdenen er, imens man går sine egne uudforskende veje. Man finder små økonomier, et hav af minispil, skatte, dyr man kan jage og et hav af andre ting, som vil true med at hive timerne fra dig. Som om det ikke var nok, er selve historien utroligt godt fortalt. Leveret i en sublim teknisk fortolkning, hvor arkitektur, stemmelevering, og tør jeg sige reelt skuespil, går op i en højere enhed. Så tilgiver man også, at maskinen hakker lidt til tider. Der er både pop-up og markant fald i hastighed ved større begivenheder.
Skulle kampagnen ikke være nok, får man reelt leveret et ekstra spil med. Det ligger på en separat skive, som indeholder spillets multiplayer. Her tilbyder Assassins Creed nemlig et modspil til de gængse hovedløse skydespil. Hele konceptet med at snige sig rundt imellem grupper af kunstig intelligens, hvor man på den ene side skal jage og myrde andre spillere samtidig med at man skal undgå selv at blive myrdet, er bare medrivende. Tempoet og det taktiske spil passer mig rigtigt godt. En ny tilføjelse er en form for co-op, hvor man i fællesskab skal jage og myrde en person styret af den kunstige intelligens. Det fungerer rigtigt godt, og supplerer fint resten, der mere fokuserer på, at man kæmper alene.
Assassins Creed 3 er unægteligt et stort anlagt spil, hvor det er tydeligt, at der er gået et utroligt stort antal timer i produktion og planlægning. Man får et stort niveau af kvantitet, hvilket heldigvis langt hen af vejen bakkes op af glimrende kvalitet. I mine øjne burde man dog give styringen en overhaling, og i samme moment sørge for at oppe den kunstige intelligens. Med det sagt, skuffede Assassins Creed 3 mig bestemt ikke. Den omfattende historie, båret af historiske fakta suppleret med en utrolig frihed appellerer bare til mig. Et flot comeback af en stor serie. Spillet kommer med danske tekster og menuer, hvis man har sin locale på Xboxen stående til dansk.
Facebook
Twitter
