Resident Evil 6

Lad os få det på plads med det samme: Resident Evil 6 har intet med de første spil fra slutningen af 1990’erne at gøre. Dette er action med action på og er ikke det mindste uhyggeligt – bestemt ikke noget gamle fans af serien vil bryde sig om. Når det så er sagt, skal det også siges, at det trods alt er god action.


Capcom har satset stort på Resident Evil 6 – ikke mindre end 150 mennesker internt hos Capcom har været tilknyttet projektet, men tæller man outsourcing og underleverandører med, har omkring 600 mennesker i løbet af de sidste 2 ½ år arbejdet på Resident Evil 6. Det kan også ses på mængden af indhold i spillet, da det faktisk er fire spil pakket sammen til ét.

Fire velkendte personligheder fra de tidligere Resident Evil spil, har hver fået en kampagne spillet, hvor de tre af dem er tilgængelige fra starten. Hver af tre første kampagner kan tage op mod 7-8 timer at gennemføre, mens den fjerde og sidste kampagne, der bliver tilgængelig når man gennemfører de tre første, er noget kortere. De tre kampagner væver ind over hinanden, så undervejs støder man på karaktererne fra de andre kampagner og man kommer dermed til at spille de samme sektioner flere gange, bare set fra de andre personers vinkel. Det virker ganske fint og er en sjov lille detalje.

Hovedpersonen i den første kampagne er Leon Kennedy, som vi kender fra f.eks. Resident Evil 4 og han får følgeskab af agenten Helena Harper. Den anden kampagne er med Chris Redfield, hovedpersonen fra det første Resident Evil og han akkompagneres af BSAA soldaten Piers Nivans, der opdriver en fuld Chris Redfield på et skummelt værtshus, for at få ham med tilbage til BSAA enheden.


Den tredje af de store kampagner har den onde Albert Weskers søn, lejesoldaten Jake Muller som hovedperson og ved hans side er Sherry Birkin, som vi ser som lille pige i Resident Evil 2. Jeg vil ikke afsløre for meget om den sidste lille kampagne, da den binder historierne i de tre første kampagner godt sammen, men hovedpersonen i denne kampagne, kender vi også fra tidligere Resident Evil spil.

De tre kampagner har mere eller mindre hver deres egen spillestil, som får dem til at føles forskellige fra hinanden. I Leons kampagne, er fjenderne ikke specielt farlige, men der er rigtigt mange af dem og man bliver tit rendt over ende af horder af fjender. Chris Redfields kampagne føles mere som et traditionelt tredje-persons actionspil, med stærkere fjender, der giver mere modstand – til gengæld er ens våben også kraftigere ens Leons. Den tredje og sidste kampagne, føles faktisk som en blanding af de to første.

Gameplayet i Resident Evil 6 er, som nævnt i starten, meget action præget – og minder mest om en Hollywood actionfilm med masser af eksplosioner og spektakulære scener. Man render rundt og skyder massevis af fjender, som kan varierer fra zombier og underlige mutanter til andre lejesoldater og enorme mystiske skabninger, der er højere end huse. I løbet af de tre kampagner, kommer man på missioner i alt fra det østlige Europa, til Kina, Nord Amerika og ombord på et hangarskib.

Gameplayet fungerer ganske fint, selv om styringen kan virke lidt tung og kluntet til tider og når der er meget action i snævre omgivelser, kan kameraet blive noget forvirret. Undervejs får man adgang til nye våben, der dog ikke længere kan opgraderes. I stedet kan man indsamle masser af ”skill points” og efter overstået kapitel, kan man købe og tilknytte op til tre egenskaber ad gangen til ens person – det kan være egenskaber, der gør ens våben kraftigere, som gør det muligt at lade dem hurtigere eller gør, at man kan stå imod flere skud før man dør.


Spillet er fyldt med såkaldte Quick Timer Events, altså sektioner, hvor man skal nå at trykke på de rigtige knapper, der vises på skærmen, for at udføre en bestemt handling. Disse QTE’s er noget som kan dele vandene og er man ikke til den slags, vil jeg lige advare imod, at der er mange af dem i Resident Evil 6.

Resident Evil 6 er helt klart strikket sammen med fokus på co-op og det kan spilles side om side med en ven, enten lokalt på den samme Xbox eller over Xbox Live og det fungerer rigtigt fint. Spiller man alene, gør spillet faktisk et hæderligt stykke arbejde med at styre ens medspiller, da de deltager i kampene og står sjældent og glor tomt ind i en væg, som man har set så ofte før i andre spil. Er man alene, kan man vælge hvem af de to figurer i hver kampagne man ønsker at spille med og det kan faktisk godt betale sig at vælge begge figurer hvis man vil have det hele med, da de to bliver skilt fra hinanden ved flere lejligheder undervejs.

Banerne er ekstremt lineære og der er ikke givet plads til ret meget udforskning af omgivelserne – bortset fra, at man kan lede efter kasser, der indeholder ammunition og andre ting eller gemte emblemer, der låser op for forskellige godter i menuen. Man bliver ganske enkelt trukket igennem en forudbestemt rute i kampagnen og det har vi da set fungere fint i andre spil, f.eks. i Naughty Dogs Uncharted til Playstation 3, men det virker noget forkrampet og meget begrænset i Resident Evil 6.


Udover kampagnerne, er der to andre spilmuligheder i Resident Evil 6, nemlig Agent Hunt og Mercenaries. Den mest spændende af de to er Agent Hunt, hvor man kan hoppe ind i andre spilleres kampagne som monster (hvis spilleren har givet lov til det når kampagnen startes). Man har et begrænset antal moves og egenskaber, som afhænger af hvilket monster man er. Man er dog som regel godt overmatchet af spilleren, der spiller kampagnen, så man kan ikke gå ind og ødelægge en spillers kampagne, ved f.eks. at dræbe ham hele tiden. Det er en ganske fin idé og meget sjovt, at hoppe ind i andres kampagner og lave lidt ravage derinde. I Mercenaries skal man dræbe så mange monstre som muligt indenfor tidsgrænsen. De to spilmuligheder er da ganske sjove i en kort periode, men det er helt klart i kampagnen at man skal finde underholdningen i Resident Evil 6 – gerne sammen med en ven.

Hvis man skal opsummere alt dette til ganske få linjer, må det være, at Resident Evil 6 er et lineært, stort men også lidt trægt actionspil, hvor der dog er forholdsvis god variation og over-the-top action hele vejen og som er klart sjovest sammen med en ven. Men som jeg lagde ud med at sige; så har det ikke ret meget med Resident Evil at gøre – det er ganske få procent af den oprindelige series DNA, man kan få øje på her.

Resident Evil 6’s stærkeste side, er helt klart grafikken, som ser intet mindre end fremragende ud. Hovedpersonerne er meget detaljeret og det samme er omgivelserne, der desuden bliver badet i lys, støv, tåge og kæmpemæssige eksplosioner, uden at grafikken hakker det mindste. Grafikken mangler dog langt de fleste steder den uhygge og intense stemning, som mange af de andre spil i serien har haft, men det hele ser meget massivt ud og Capcom har virkelig lagt meget arbejde i, at få Resident Evil 6 til at se godt ud – og det er bestemt lykkedes. Lydsiden er også fin, med gode lydeffekter og stemmeskuespil. Denne del er ikke på niveau med grafikken, men mindre kan bestemt også gøre det og den fungerer helt fint.
Resident Evil 6 er et fint actionspil, med masser af action, heftige sekvenser og fremragende grafik. Det er klart bedst sammen med en ven og der er rigtigt mange timers spil i vente, specielt hvis man vil finde alle de gemte ting, der ligger rundt omkring i kampagnerne. Det er ikke fejlfrit; styringen kunne f.eks. sagtens have været finpudset mere og det kan gå hen og blive lidt langtrukkent til tider, f.eks. når en bosskamp tager over en halv time og når bossen rejser sig op for syvende gang, hvor man ellers lige troede, at man havde dræbt ham – igen.

Capcom gør en del Resident Evil fans godt gale i skralden med Resident Evil 6, for det er nu et rendyrket actionspil og ikke længere et survival horror. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan modtagelsen af spillet havde været, hvis det ikke havde haft Resident Evil stående på æsken, for det er bestemt ikke et dårligt spil, det er bare ikke, hvad man skulle tro ud fra navnet på æsken.