På en eller anden måde virker det naturligt at hoppe direkte til historien, men der er ikke så meget andet at sige, end at spillet handler om en ninja-klan, som bekriger selskabet DOATEC, styret af Helena. Helena inviterer til endnu en Dead or Alive-turnering, hvor at folk kæmper om at være den stærkeste af de stærkeste på hele jorden og så er scenen jo sat. Selve historien er håbløs på et sådant plan, at man ikke er helt sikker på, om det er en parodi af sig selv det ses blandt andet da en skyskraber er ved at vælte i Tokyo, og forskeren Lisa støder ind i den unge Kokoro. Kokoro forlanger en undskyldning, og dermed begynder de to tøser at slås, midt mellem eksploderende biler og høje flammer. Efter kampen spørger Lisa hvordan Kokoros mor har det - så usammenhængende og useriøst er det. Hun har det for øvrigt helt fint.
På trods af at historien ikke ligefrem er skrevet af en person, der bør kalde sig tekstforfatter, så lægger den i det mindste op til, at der er en god portion slåskampe, og det er trods alt det der tæller. Historien er også mere tiltrækkende og velfungerende end i mange lignende spil, da man følger flere forskellige figurer gennem historien, både i parallelle forløb og i forløb, der krydser hinanden. Der er dermed visse kampe, som man får lov til at spille flere gange hele historien løber op i en højere enhed, og man kommer rundt om alle figurer. Ulempen er så, at man kommer til at se et par af mellemsekvenserne en tand for mange gange, og at historien til tider giver endnu mindre mening, da man spiller visse kampe på begge sider. I historien har kampen jo dog kun en vinder, så når man vinder kampen med den ene figur, så ser man i mellemsekvensen bagefter, at han ærgrer sig over, at han tabte kampen, som man jo ellers lige har vundet.
Selve kampene i Dead or Alive 5 er bygget op om noget, som er lettere utraditionelt i denne genre, nemlig et trekants-system bestående af strikes (herunder slag og spark), throws og holds. Et hold er en avanceret forsvarsmanøvre, hvor man praktisk talt gætter på, om modstanderen slår højt, lavt eller i midten og så kaster modstanderen i jorden, hvis man gætter rigtigt til gengæld tager man mere skade end normalt, hvis man gætter forkert.
Det lyder nok en kende avanceret, og det er det også, men ikke til det punkt, hvor nybegyndere ikke kan have det sjovt med det. Det bliver hurtigt til en god vane at svare igen, når modstanderen angriber specielt fordi man er beredt, hvis det samme angreb bliver lavet flere gange i træk. I sidste ende tvinger systemet spillerne til ikke hele tiden at falde tilbage på samme angreb, men at udvikle deres spillestil til noget uforudsigeligt, fyldt med masser af tekniske finesser og kneb i ærmet altså noget nærmere en kampsport, frem for bare at have 4-5 forskellige ting, som man bruger på skift.
Et af de punkter hvor spillet virkeligt skiller sig ud, og hvor det rent faktisk er mere eller mindre genialt, er spillets baner: de føles som baner, og ikke bare baggrunde. Det er svært ikke at komme med glædesudbrud når man som Bruce Lee-klonen klasker kammeraten over klippekanten, gennem væggen eller ned på kanten af skyskraberens tag. Det virker måske som småting, men det får det til at virke som om, at det rent faktisk er to af verdens bedste kampsports-udøvere, som slås mod hinanden. Det føles tit som om, at man rent faktisk udspiller en kampsportsscene fra en film hvis man er typen, der kan lide at se kung-fu-film, så bør Dead or Alive 5 falde i god jord.
Banerne er ligeledes utroligt varierede, både i udseende og hvordan de fungerer. Det strækker sig fra skyskraberens tag, til den lille dagligstue, en sneklædt klippe af is, et cirkus og en træningsarena, for eksempel. Ydermere kan man i langt de fleste baner komme til et andet område ved netop at slå modstanderen ud over kanten eller gennem væggen fra skyskraberens tag kan man ende nede i midten af et biluheld i Tokyos gader, dagligstuens væg kan rives ned, og vupti, så befinder man sig ude i gården. Det ser vitterlig godt ud, og vigtigst af alt, så føles det også godt som en spilmæssig feature uanset hvor god man er til spillet. Det er, heldigvis, kommet over det stadie, hvor det bare er en nærmest ubetydelig gimmick.
I offline-afdelingen bydes der, ud over historiedelen og ganske almindelige kampe, også på en Arcade-mode, der som sådan bare er et sæt kampe i træk, Time Attack, som så handler om at gøre det så hurtigt som muligt, og den mest interessante, nemlig Survival og i alle tre kan man ligeledes spille med et hold af to karakterer. Sidstnævnte handler om, ligesom i så mange andre spil, at slå en lang række fjender i streg, hvor at man kun får lidt liv tilbage efter hver kamp. Her skiller Dead or Alive 5 sig dog ud, ved at det ikke er en række af kampe: det er en lang kamp, som foregår i en stor arena. Hver gang man besejrer en modstander, så hopper den næste simpelthen bare ind i ringen, og så er kampen i gang i gen. Ikke noget med loading-tider eller baneskift, bare en lang smøre af op til 100 fjender. At det så netop sker i en kæmpestor arena med et massivt publikum, der råber og skriger hver gang man hopper op på rebene og derfra lander et flyvespark i midten af modstanderens ansigt, det tilføjer en fantastisk stemning til det hele specielt når man sidder med 99 besejrede modstandere bag sig.
Man kommer ikke udenom at nævne en af de ting, som er allermest markant i den her serie: seksualiseringen af kvinderne. Fans kan trøste sig med, at brystfysikken er i top kvindernes barm bevæger sig ordentligt, og i vanlig Dead or Alive-stil er det altså ikke små blommer vi snakker om her hvilket i visse tilfælde ender med at se særdeles komisk ud. Ved at spille førnævnte modes, så kan man også låse op for andre kostumer til figurerne, og hvis man er god nok, så kan man endda låse op for bikinier i sidste ende og nogle af dem er altså så vågede, at jeg tror det ville være en overtrædelse af sidens regler, at inkludere et billede. (På ingen måde, bring em! Red.). Det har helt sikkert en plusværdi hos det rigtige publikum, men desværre bliver det for meget, hvis man rent faktisk spiller spillet for slåskampene.
Heldigvis har Team Ninja også inkluderet en udvidet replay-mode, hvor man kan gense sine egne kampe. Her er der selvfølgelig mulighed for at ændre på kameravinkler og tage screenshots, hvis det er det man lyster sandsynligvis i relation til føromtalte bikinier og bryster. Man kan bestemt ikke sige, at der ikke er inkluderet nok fan-service her. Ligesom omgivelserne ser utroligt smukke ud, så gælder det selvfølgelig også kvinderne de er ret detaljerede, og man kan lige spotte en svedstribe glide ned af kinden efter en kamp. Der er mange små detaljer, såsom blade fra kirsebærtræer, der flyver rundt på banen. Der er sket meget siden sidste spil i serien, og vi er altså oppe på noget, der i det mindste matcher lignende spil.
Det vigtigste i sådan et spil her er dog om onlinedelen fungerer. Desværre halter Dead or Alive 5 her. I Ranked Matches er der ingen umiddelbar sortering efter områder, så man risikerer at ende med en al for stor portion lag, hvilket bare ikke fungerer. Lige så snart der er lag, så bliver det alt for nemt at se hvilke angreb modstanderen laver og have et hold klart hver gang der kommer et nyt slag og så fungerer spillet jo slet ikke.
Heldigvis kan man vælge kun at kæmpe mod nogen, der har samme region eller en tæt på (hvordan det så er defineret er ikke fortalt) i Simple Matches, hvor man ikke stiger i rang. Spillets matchmaking-system virker til at have meget svært ved at finde kampe, og til tider tager det mere end bare et par minutter.
Kort sagt, så er Dead or Alive 5 anbefalelsesværdigt, men med bryster og slåskampe i lange baner, så havde der vel aldrig rigtig været tvivl om andet man burde måske have overvejet at lade være med at sætte så stor fokus på netop udviklingen af realistiske bryster, og snarere have fokuseret på en konkurrencedygtig onlinedel, for eksempel.
Facebook
Twitter
