Når en karakter ikke er på banen, har denne en rød del af sin healthbar, som bliver regenereret det er en af grundene til, at det er vigtigt at skifte mellem sine figurer. Derudover er rage mode fra Tekken 6 blevet revitaliseret. I Tekken 6 gav det et boost til ens angreb, når man havde lidt liv tilbage. Her bliver det boost dog ikke givet til figuren, der er på banen, men i stedet for til partneren.
Når det er aktiveret kan man også udnytte et af de andre tagsystemer, som står i kontrast til en normal udskiftning. En normal udskiftning resulterer egentlig bare i, at den ene figur løber ud af banen og at den anden løber ind. Ved et Tag Crash, så kommer figuren i stedet springende ind, i færd med et angreb det kan altså bruges til at redde sig ud af en del farlige situationer. Til gengæld kan man så også blive straffet hårdt for det, hvis modstanderen forventer sådan en type angreb et hurtigt sidestep kan sagtens ligge op til en stor kombo.
Derudover eksisterer der også forskellige former for komboer, som involverer begge ens figurer. Der er for eksempel Tag Combos, hvor at den ene figur slår modstanderen op i luften, og at man så derfra fortsætter komboen med sin anden figur, og Tag Assaults, hvor at den anden figur kommer ind og hjælper til, i midten af en kombo.
En personlig favoritfeature er, at når man slår modstanderen igennem et gulv eller ud over en balkon, så ryger han eller hun ned til ens partner. Det er lige fedt hver gang man som tykke Bob sparker modstanderen igennem et vindue i en spansk restaurant, ned i baggården ved springvandet, hvor svenskeren Lars selvfølgelig allerede står klar til at uddele endnu flere tæsk.
Det er alt sammen særdeles flydende, og det tilføjer en helt ny form for dybde til gameplayet som man ikke ligefrem kan klandre det for at have manglet i forvejen. Desværre er det en af de få store tilføjelser til Tekken Tag Tournament 2. Det føles, mere eller mindre, som at spille Tekken 6 med et udskiftningssystem og to figurer per spiller. Det er også muligt at spille med en enkelt figur hver i stedet, og hvis man vælger at gøre det, så virker det for alvor som om at man bare spiller Tekken 6 med nye baner og et par ekstra figurer.
De fleste spilmodes matcher ligeledes hvad man oplevede i Tekken 6. Der er et simpelt online-system hvor man kan vælge mellem ranked- eller playermatches. Ranked-delen har fået et godt løft, i form af at man nu ryger ind i en træningsmode, mens man venter. Det føles utroligt lækkert lige at kunne træne en kombo eller tre, mens man venter på at spillet finder en spiller man kan forsøge at tæve.
Playermatches virker som man kender dem, om end at lobby-systemet virker noget uddateret. Man kunne sagtens have ønsket sig noget lignende som i SoulCalibur V, som virkede noget mindre forvirrende og mere gennemtænkt. Heri virker det mest af alt bare som om at lobbysystemet er et hurtigt design, der lige er blevet fikset, fordi en eller anden kom i tanke om, at det manglede. Heldigvis kører onlinedelen generelt set utroligt flydende og uden diverse former for lag. Netkoden fra spillet er mere eller mindre taget fra SoulCalibur V, hvilket man sagtens kan mærke hvis man har prøvet SoulCalibur, så har man sandsynligvis bemærket at det kører meget godt online, og Tekken Tag Tournament 2 fortsætter i præcist samme behagelige stil.
Ydermere er der selvfølgelig en Arcade-mode som vi kender den, hvor man tæver sig igennem ni kampe med sit hold. Desværre er der mindre fokus på folks individuelle historier her, og de sidste tre kampe er boss-kampe, som er ens for alle hold. Det føltes lidt mere personligt i Tekken 6, hvor at hver person kæmpede mod en speciel figur, som de havde en form for relation til.
Derudover er der Ghost Mode, der sætter en ind i kampe med meget små mellemrum, indtil man simpelthen ikke gider mere. Klassikere som Team Battle, Survival og Time Attack samt Training vender naturligvis også tilbage sidstnævnte mangler dog et par bemærkningsværdige features, blandt andet er det ikke længere muligt bare at trykke på Back for at bringe figurerne tilbage til startpositionen, når man står og træner komboer. Det føles lettere akavet, at sådan en feature mangler.
Scenario Mode, den store single-player del fra Tekken 6, vender dog ikke tilbage. I stedet får man Fight Lab, en ny spilmode, der mest af alt er en overavanceret og underligt opbygget tutorial. Violet, multimillionær, playboy og alter ego til figuren Lee, forsøger at bygge en uovervindelig kamprobot kaldet Super Combot DX. Som denne kamprobot gennemgår man fem forskellige tutorial-emner, deriblandt Tag-systemet, de grundlæggende bevægelsesformer som dashes og lignende, samt Bound-states og Wall Breaks. Det lyder nok en kende avanceret, men selve tutorial-delen sørger faktisk for, at man får godt styr på det hele.
Men så stopper det gode også der, for det bliver faktisk unødigt avanceret. Man kan nemlig designe sin egen Combot, i den form at man kan bruge points fra tutorial-delen til at købe angreb fra andre figurer, og så installere dem på sin Combot. Systemet her er ikke bare overflødigt og særdeles uinteressant, men det er også et forsøg på at gøre en glorificeret tutorial meget mere avanceret end det behøver at være. Det ender i noget snasket krimskrams, som om at nogen har væltet hele køleskabet ned i tomatsuppen, i en eller anden mærkelig jo-mere-desto-bedre-tankegang. Det eneste positive er, at man kan bruge sin personligt opbyggede Combot i alle spilmodes, men der er mange grænser hvor hvilke angreb fra andre figurer man kan købe, og det ender mest af alt med at være en feature, som kun kan hive et par points hjem for idéen for der er vitterlig ingen grund til at benytte sig af den.
I Tekken Tag Tournament 2 er det igen muligt at designe sine egne kostumer til figurerne, igennem ting man låser op for ved at spille spillet. Desværre bliver denne mulighed ret hurtigt én ting: For fjollet. Mens at forgængeren i serien i det mindste forsøgte at holde det på et nogenlunde fornuftigt plan, så løber Tekken Tag Tournament 2 ret hurtigt op i ikke bare hat og briller, men politisirenehjelme, malingsfyldte balloner (som endda kan plantes på banen) og sommerfuglevinger. Der bør være en form for grænse, som altså er blevet overtrådt, når den sorthårede Jun i spillets Arcade-mode lige pludselig bliver erstattet med en blond sekretær bevæbnet med både skjold og tryllestav, bare fordi at man har spillet et par timer ja, de computerstyrede figurer har også kostumer, der er lavet med de genstande man kan låse op for, og ikke engang hos dem er kostumerne fornuftige og flotte; de er bare fjollede.
Tekken-serien har aldrig været specielt seriøs. Der har altid været dinosaurer, pandabjørne og dræberrobotter, men der er alligevel et godt stykke vej derfra, og så til at få tæsk af en brun bjørn med sommerfuglevinger på ryggen, en stor chokoladedonut med et balletskørt om maven og et lille juletræ i hånden og selvfølgelig et rumvæsen på hovedet, som så sidder og styrer bjørnen. Det ender simpelthen med at være en usjov selvironisk form for parodi, som bare ikke passer sammen med spillets forsøg på seriøst gameplay. Dette lider dog også skade af fjollerierne, da det er muligt at bruge visse våben inde i kampen. At der lige pludselig bliver kastet en pizza efter modstanderen midt i en 2-mod-2 duel fyldt med sidesteps, lange komboer og hvad-ved-jeg tager en del af stemningen.
Alt i alt er Tekken Tag Tournament 2 en noget blandet oplevelse. Det er bestemt ikke et dårligt spil, men det føles vitterligt som Tekken 6 med et tagsystem proppet oven på, og jeg kan ikke undgå følelsen af, at det også burde være prissat herefter. I det mindste er der sket et lettere grafisk løft, de nye baner er lækre og man kan kun nikke imponeret over så stor en mængde figurer (om end at nogen af de 49 er klon-figurer, som har samme angreb som de andre).
Det er en nydelig oplevelse, men hvis man allerede har Tekken 6, så skal man være godt og grundigt interesseret i Tag-featuresne, før at det er en opgradering værdigt. Hvis man har taget en Tekken-pause og vender tilbage nu, så er det stadigvæk Tekken som man kender det, nu endnu større og voldsommere end nogensinde før det er bare ikke helt lige så godt.
Facebook
Twitter
