Hybrid er en tredjepersons onlineshooter og intet mere end det. Der er ingen singleplayerdel eller andet, som kan appellere til dem, der gerne vil være sig selv. Hvis du ikke er til onlinespil, og måske i øvrigt ikke ejer et guldabonnement, så er Hybrid ikke noget for dig.
Med den meget begrænsede, men også tilstrækkelige historie bag konflikten, fortalt, er vi klar til at gå i gang med det, som Hybrid gælder om. Multiplayer. 5th Cell forsøger her at tænke nyt og anderledes ved at give os et spil, hvor man flyver. Det virker måske lidt pjattet, men vi giver det en chance.
Med en styring, der kunne have været meget avanceret grundet flyveelementet, men som i virkeligheden helt modsat er gjort virkelig simpel, er Hybrid et spil, som er virkelig let at lære at kende. Der er ikke fri bevægelse i Hybrids univers. I stedet har udviklerne indrettet det sådan, at alle baner er fyldt med barrierer, som har en form for klæbende effekt. Ved at pege sin markør på en barriere og trykke på en knap, flyver man til den valgte barriere. Her går man automatisk i dækning. Ved et enkelt knaptryk hopper man over på den modsatte side af barrieren, men altid vil man automatisk befinde sig i en coverposition. Man kan bevæge sig sidelæns langs barrieren for at undgå fjendtlig ild, men eneste måde at slippe barrieren på er ved at flyve til en ny barriere. Undervejs i luften kan man booste farten og bevæge sig til siderne for at undgå angreb. Der kan dog ikke ændres på, at man ender ved en ny barriere. Man kan næsten forestille sig et interaktivt brætspil, hvor barriererne er felter, og det hele tiden er alles tur.
Uanset om barriererne står almindeligt, hænger sidelæns på en væg eller hænger i loftet, så vil man klæbe sig til dem, og bevæge sig rundt på kortene ved hjælp af sin jetpack. Styringen virker måske dum og kedelig når den står beskrevet i tekst, men sandheden er, at den i virkeligheden faktisk fungerer rigtig godt. Med kampene begrænset til små 3-mod-3 kampe på de passende små baner, er der faktisk konstant overraskende meget fart på spillet. Når man først har vænnet sig til de begrænsede muligheder i styringen, og fanger ideen i, hvordan spillets gameplay fungerer, så er det uhyre underholdende at flyve rundt på de forskellige baner.
Som lidt ekstra krydderi på maden bliver man hele tiden belønnet med assistance fra små droner. Stalker er en lille drone, der følger dig overalt og hjælper med at skyde på modstanderen. Den belønnes allerede ved ét kill, og er meget skrøbelig. Den er dog bedre end ingen hjælp. Efter tre kills belønnes man med den noget kraftigere Warbringer, som også kan flyve lidt rundt af sig selv, og ved fem kills belønnes man med Preyon. Preyon er en lille kvindelig ninjarobot, som i høj fart og med ekstrem aggressivitet vil flyve frem og udrydde dine fjender på ganske kort tid. De forskellige belønninger er relativt lette at få, og som det måske kan gættes betyder dette også, at der stort set til hver en tid befinder sig en del droner på banerne sammen med de seks spillere. Ikke noget problem i det. Det fungerer fint.
Spillet byder på de klassiske spilfunktioner vi kender. Der er lagt stor vægt på Team Deathmatch, men også spilfunktioner, der udfordrer til at indtage kontrolpunkter eller detonere bomber, er at finde i Hybrid. Alt hvad man laver kaster XP af sig, og ved at stige i level låser man op for nye våben, hjælpefunktioner, hjelme og lignende. Mange vil her nok rynke på næsen af det faktum, at 5th Cell også har gjort det muligt at købe credits til spillet med Microsoft Points. Debatten om, hvorvidt det er i orden at kunne købe fiktivt udstyr for fiktive penge melder sig på banen, hver gang et nyt spil tilbyder denne service. I Hybrid er der bare at sige, at man sagtens kan leve uden. Det er op til folk selv om de vil købe eller tjene sig til spillets forskellige våben og udstyr, men de ting, der er tilgængelige fra spillets start har en meget brugbar styrke, så ingen kommer til at føle, at folk med lyst til at købe sig til succes, får en uforholdsmæssig stor fordel.
Noget andet lidt atypisk fra andre spil i onlineshooter genren er holdinddelingen. Hvor man i mange andre spil fra gang til gang blive placeret på det ene eller det andet hold, vælger man her side fra starten af spillet. Første gang man starter spillet op blive man bedt om at vælge om man vil tilhøre Variant eller Paladin. Dette valg følger så en i resten af spillets levetid. Det vil sige, at det ikke er helt rigtigt. Man kan nemlig skifte side mellem hver sæson. Hvor lang tid hver sæson varer vides endnu ikke, idet første sæson stadig er i gang.
De mange slag, der skal slås udspiller sig ved at man vælger forskellige zoner på et verdenskort. Her kæmper de to fraktioner om dominans indtil der er fundet en vinder. Udviklerne gør desværre ikke meget ud af at forklare, hvordan verdenskortet fungerer, så det er op til spillerne selv at blive trygge med dette. Groft sagt kan man sammenligne det lidt med spillepladen i Risk, hvor kontinenterne er delt op i forskellige lande eller zoner, som hver især skal overtages helt. Idéen med at vælge hold fra begyndelsen er nok kommet i håb om, at spillerne således vil føle en større tilknytning til holdet og holdets fælles interesser. Man belønnes da også med særlige våben og goodies, hvis holdet vinder krigen, ligesom man allerede ved valget bliver belønnet med en lille t-shirt i holdets farver til sin avatar. Jeg synes det er en sjov idé.
Grafisk er spillet godkendt, især for en arkadetitel. De ti forskellige baner er desværre ikke særlig interessante i forhold til hinanden. Der savnes noget variation på de metalliske baner, som ganske vist varierer i udseende, men som rent spilteknisk ikke viger meget fra hinanden. Grafikken kører med fremragende 60 billeder i sekundet, og spiloplevelsen på den front er helt i top. På lydsiden ligger der et kort, men ganske udmærket soundtrack. Dette følges op af godkendte lydeffekter, uden der dog er meget mere at sige om dem. Eftersom den eneste stemme man hører er en kommanderende mandsstemme i træningsmissionerne, er der ingen grund til at nævne noget om dette.
Konklusionen er, at Hybrid er en nytænkende og anderledes tredjepersons shooter. Udførelsen af idéen er god, og spillet føles både underholdende og velproduceret. Kongerne på onlineshooter markedet bliver nok næppe truet her, men har man lyst til noget nyt, som ikke er Modern Warfare, Halo eller Battlefield, så er Hybrid et rigtig godt bud. Der er som nævnt ikke andet at komme efter end onlinedelen, så det er absolut påkrævet, at man er til den slags. Kan man svare ja til ovennævnte spørgsmål, så er Hybrid et fint bud, som bestemt leverer rigeligt til prisen.
Facebook
Twitter
