Bang Bang Racing

Anmeldt af: Jens Nørup - 19. juni 2012 - kl. 17:27
Del denne artikel:
2 0

Efter at have prøvet kræfter med hardcore shoot-em up spillet, Sine Mora, er Digital Reality tilbage med Bang Bang Racing – et anderledes racerspil.

I år har vi haft fornøjelsen af mange, virkelig gennemførte arcade spil, der for et nærmest symbolsk beløb gav adgang til forrygende spiloplevelser; jeg nævner i flæng Fez, Sine Mora og Trials HD med flere. Kvaliteten af de nævnte spil har været så høj at man nemt glemmer at den høje kvalitet ikke er noget, der skal tages for givet – vi ser desværre alt for mange ligegyldige metervarer, der ikke rokker vores verden særlig meget.




Det lyder måske ikke som den mest flatterende indledning til anmeldelsen af et nyt spil, men forstå mig ret; Bang Bang Racing er ikke et decideret dårligt spil, der er bare så meget andet derude der er meget bedre. Lad mig forklare hvorfor:

Uden nogen videre introduktion sparkes Bang Bang Racing i gang med en titelskærm, der viser spillets biler i vild action – de er små, nuttede og minder lidt om Micro Machines bilerne. Der bliver ikke spildt tid på historie, guide til spillet eller andre dikkedarer; du kan vælge at gå i gang med et karriere forløb, køre et mesterskab eller spille frit.

Da der skal låses for de forskellige biler og baner gennem karriereforløbet, vælger jeg at begynde dér. Der er fire trin i karrieredelen, der hver især giver dig mulighed for at lege med forskellige biltyper. Første del har muskelbiler, derefter går det slag i slag med superbiler, gruppe C og endelig Formel 1.




Når spillet går i gang står det hurtigt klart, at dette er et anderledes racerspil. Kameraets position er placeret således at du ser bilen oppefra, problemet er at kameraet bevæger sig en lille smule hver gang du drejer, hvilket til tider giver stor forvirring på banen når de små biler kaster sig ind i et sving i én stor bunke. Samtidig gør det også banens forløb svært at overskue, da der ikke er noget kort i hjørnet af skærmen som man er vant til fra lignende spil. Kameravinklen kan ændres så den i stedet for at følge bilen, drejer sig efter hvilken vej banen vender - det kan godt være jeg sidder for tæt på mit fjernsyn, men kvalmefornemmelsen kommer hurtigt, da der er masser af hurtige sving på de små baner.

Det næste der slår mig er hvor lille føling der er med bilerne og underlaget, på trods af spillets lovning om at de forskellige underlag og miljøer vil være med til at påvirke løbene. Man vil fra tid til anden møde oliepletter, bunker af sand eller lignende på banen som påvirker din bil negativt hvis du kører igennem det - men i praksis er det stort set kun dig selv der påvirkes af disse forhindringer, mens dine modspillere kører stort set uhindret igennem.




Dette bringer os til det næste problem; Bang Bang Racings kunstige intelligens. Den er aggressiv, meget aggressiv. Der bliver gået til stålet i svingene og de fleste af dine modstandere vil ikke have nogle skrupler over at påkøre dig direkte. Dette er selvfølgelig med til at give en oplevelse af konkurrence, men er et irritationsmoment i længden, da Bang Bang Racing har den kendte elastikeffekt, hvor bilerne bag dig på magisk vis altid når op til dig igen uanset hvor godt du kører.

Det at man kan køre ind i hinanden har selvfølgelig en konsekvens - i øverste venstre hjørne af skærmen har du en energimåler og der tages et lille stykke af den hver gang du kører ind noget. Ved målstregen er der et pit område og kører du igennem dette får du fuldt helbred igen. Men som i resten af Bang Bang Racing ender det som en halvkvalt løsning, der ikke har reel indflydelse på dit spil. I stedet for at gøre det til et handicap at få skadet sin bil, ender det blot som en grafisk effekt - jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet overhalet af brændende biler, der burde være langsomme på grund af deres mange skader, ligesom jeg selv har vundet flere løb med en totalskadet bil.

Grafikken er hæderlig, med masser af farvestrålende baner og det hele bliver afviklet uden synlige problemer. Lydsporet er dog temmelig enerverende, det består af nogle ret ensformige dance tracks, krydret med bilernes motorlyde, der overraskende ofte lyder som støvsugere på speed.




Der er mulighed for lokal multiplayer med op til fire spillere i splitscreen, men desværre ingen online mulighed. Alt i alt ender Bang Bang Racing med at sætte sig mellem to stole; det er ikke et rigtigt racerspil, men udnytter heller ikke arcadeuniverset godt nok til at kunne tilfredsstille dem, der er ude efter en ægte arkaderacer.

Som nævnt i begyndelsen af denne anmeldelse, er vi blevet forkælet godt og grundigt på arcadefronten i år, set i lyset af hvad man ellers kan erhverve sig for 800 MSP har Bang Bang Racing ikke de bedste kort på hånden. Det er oven i købet en temmelig kort affære, hvor de fire trin i karriereforløbet kan spilles igennem på lidt over to timer. Det bedste råd herfra er at du skal prøve demoversionen af spillet inden du køber, da den giver et godt overblik over hvad spillet byder på som helhed.
Fakta
Bang Bang Racing

Bang Bang Racing

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerPlaybox, Digital Reality
UdgiverDigital Reality
Spillere1-4
Udgivelsesdato06-06-2012
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:4.0
Grafik:7.0
Online:-
Holdbarhed:4.0
Overall 5.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.