Af og til kommer der et spil, som ikke ligner, ikke lyder og ikke føles som andre spil. Der er efterhånden langt imellem dem, og det seneste jeg vil sætte i denne kategori er Braid, som udkom til Xbox Live Arcade i august 2008. Men nu er der kommet et nyt, og denne gang er det også til Xbox Live Arcade, nemlig Limbo, som er det bedste spil til Xbox Live Arcade i lang tid.
Limbo er udviklet af Playdead fra København, en lille uafhængig spiludvikler stiftet af Arnt Jensen og Dino Patti i 2006, og de har siden stiftelsen af Playdead arbejdet på Limbo. Spillet har allerede vundet to priser på Independent Games Festival i kategorierne Excellence in Visual Arts og Technical Excellence, og efter at have spillet det er jeg sikker på, at det ikke er de sidste priser, det spil henter til den lille danske udvikler.
Nu er Limbo så færdigt, og det adskiller sig fra de fleste andre spil ved at være et rent 2D platform-eventyr og ikke mindst på den visuelle stil, som er helt unik. Selv om det hele foregår i sort/hvid grafik, som er en smule utydelig og der for det meste bliver brugt simple silhuetter, er det virkelig flot.
Spillet starter uden nogen form for intro, ingen historie og ingen introduktion af nogen art. Man vågner op som en lille dreng i en mærkelig drømmeverden, et sted midt imellem livet og døden, og her skal man forsøge at finde ud af, hvad der er sket med ens forsvundne søster.
Gameplayet i Limbo er i bund og grund et klassisk 2D platformspil, hvor der skal hoppes, løbes og ikke mindst løses massevis af gåder og opgaver, som er de bærende elementer i spillet. Opgaverne er alle gode, velgennemtænkte og ofte ret originale. De omfatter både gamle maskiner i nedlagte fabrikker, enorme edderkopper, store fluer og snedig manipulation med tyngdekraften. Det bedste af det hele er, at selv om opgaverne lige i starten kan se meget svære ud, skal man blot tænke logisk, og lige pludselig ser man løsningen og man kan fortsætte mod den næste opgave med en god fornemmelse i maven.
Opgaverne er spændende at løse, og selv om sværhedsgraden generelt er høj, bliver den aldrig urimelig, og da checkpoints er placeret tæt op af hinanden, kommer man aldrig til at spille længere sektioner, som man allerede har spillet. Spillet bliver aldrig afbrudt af f.eks. loadeskærme og mellemsekvenser, så fra det øjeblik man starter spillet og til man slutter, befinder man sig i den dystre verden.
Et kritikpunkt omkring gameplayet er dog, at det er meget trial & error baseret. Det vil sige, at man mange steder ikke har en chance for at undgå de mange fælder og dræbende mekanismer, før det er for sent. Først derefter ved man, at de er der, og man kan så begynde at finde ud af, hvordan man undgår dem. Det er ikke alle, der bryder sig om den slags gameplay, og normalt bryder jeg mig heller ikke om det, men hele Limbos univers og stemning gør, at lysten til at opleve noget mere af spillet er større end irritationen over gameplayets opbygning. Det vil dog muligvis ikke være et spil for alle.
Der, hvor Limbo for alvor skiller sig ud fra mængden af spil, er på den visuelle side og på hele stemningen. Godt nok er grafik er ikke det vigtigste i et spil, men i Limbos tilfælde er det en meget vigtig del af spillet. Hele den visuelle side, kombineret med en rigtig god lydside, skaber en stemning i spillet, som er helt unik. Limbo udspiller sig fra start til slut i sort/hvid, og drengen selv fremstår som en sort silhuet med to lysende øjne. Både hans og alle fjendernes animationer er fremragende, specielt den enorme edderkop, man møder tidligt i spillet, er godt lavet, og naturligvis er der kræset ekstra om hovedpersonens animationer, hvilket også kan ses. Tag et godt kig på vores screenshots, og selv om de ikke på nogen måde gør spillet i bevægelse nogen retfærdighed, så har du et godt indtryk af, hvor smukt et spil i sort/hvid rent faktisk kan være.
Grafikken er kun det ene af de to ben, som udgør Limbos tykke stemning det andet ben er naturligvis lydsiden. Nogle vil kalde den spartansk - jeg kalder den yderst passende og meget stemningsfuld. Meget af stemningen skabes igennem tomhed og stilhed, og der er da heller ikke ret meget musik eller ret mange lydeffekter i spillet, men det, der er, er rigtigt godt; det sætter ind på det helt rigtige tidspunkt, og man savner faktisk ikke mere lyd. Kombinationen af den unikke grafik, den fremragende lydside, den manglende historie og hele spillets følelse får mig til at tænke på ICO til PlayStation 2 fra 2001 Limbo har den samme følelse og giver den samme fornemmelse i maven, når man spiller det.
Limbo er lidt overraskende et ret brutalt og makabert spil, og det har faktisk fået en 18+ PEGI-rating. Uden at afsløre for meget, kan jeg da sige, at den lille dreng bliver klippet midt over af store bjørnefælder, spiddet af enorme edderkopper, og der bliver ikke sparet på blodet, som dog i Limbos tilfælde er sorte silhuetter og ikke rødt. Det er jo ikke første gang, at vi ser spilfigurer blive dræbt på brutale måder, men jeg føler, at hele spillets stemning forstærker dødsfaldene mere, end hvis spillets stil havde været mere traditionel. Vil man ikke se på disse ting, indeholder spillet et såkaldt Gore Filter, som vil skære lidt ned for det brutale indhold.
Nu skal man passe på ikke at koge over af begejstring og glæde over, at en lille dansk uafhængig udvikler kan producere noget så anderledes og gennemarbejdet som Limbo. Men Limbo er i sandhed et spændende bekendtskab, selv om ikke alle vil bryde sig om det tydelige trial & error gameplay, og de 5-6 timer, det tager at gennemføre spillet, kan virke lidt i underkanten for nogen. Men Limbo kan sagtens spilles igennem flere gange, især hvis man vil låse op for alle achievements.
Limbo er et spil alle burde købe af to indlysende årsager; for det første er det et rigtigt godt spil med et stilsikkert udtryk og fængende gameplay og for det andet burde man støtte små uafhængige udviklere, som er i stand til at give os noget så usædvanligt som Limbo. Limbo koster 1200 Microsoft Points, fylder 117 mb og kan købes nu fra Xbox Live Marketplace.
Facebook
Twitter
