Opret en bruger Opret en bruger | Glemt kodeord Brugernavn: Adgangskode:  
 
 
 

Dante’s Inferno

7. februar 2010 23:09 | Kommentarer (26) | Morten Skou

Electronic Arts er nu igen klar med et hack ’n slash spil, som denne gang tager os med en tur igennem helvedes varme. Spillet er udviklet af samme hold, som stod bag gysertitlen Dead Space, så forventningerne bør helt naturligt være tårnhøje. Men formår de med Dante’s Inferno at ramme den hårfine balancegang imellem de nærmest uendelige blodudgydelser og en fængende historie? Læs videre, så finder du ud af det.

I spillet følger man den italienske digter Dante Alighieris vej igennem helvedes ni cirkler i et forsøg på at redde hans elskede kone, Beatrice. Historien er ikke bare grebet ud af den blå luft, men er lavet over den vel nok mest berømte fortolkning af efterlivet ”Divine Comedy” eller på dansk ”Den guddommelige komedie”, som blev skrevet af Dante tilbage i det 14. århundrede.

Den guddommelige komedie består af tre forskellige dele, hvoraf ”Inferno” (helvede) er den første, efterfulgt af ”Purgatorio” (skærsilden) og ”Paradiso” (paradis). Til sammen udgør de tre dele en beskrivelse af sjælens vandring igennem de tre dødsriger.




Ifølge Dantes fortælling består helvede, som i øvrigt beskrives som et stort hul i jorden, af ni forskellige cirkler, som hver især er fyldt op med sjæle, som i deres liv på jorden har dummet sig på den ene eller den anden måde. Straffen i de ni ringe er vidt forskellig, eksempelvis ligger den første ring ”Limbo” egentlig uden for helvede og består af grønne marker – her bor alle dem, som ikke har syndet, men som ikke troede på gud. For hver synd beskrevet af Dante, består den tilsvarende straf som en slags poetisk retfærdighed, hvor for eksempel spåkoner og mænd, der har kigget ind i fremtiden imens de var levende, bliver straffet ved at have deres hoved sat omvendt på, så de kun kan se sig tilbage – sådan er det hele vejen igennem. Sjovt er det også at bemærke, at der selvfølgelig også er gemt en plads til onde advokater, som endda er i den sidste ring. For nogen vil der uden tvivl ringe en klokke, når man ser navnene på de ni cirkler – de minder nemlig meget om de syv dødssynder. Det er langt hen af vejen også korrekt, der er nemlig 4 af dem, som er det samme – men ifølge Dante bliver man reelt først straffet for de syv dødssynder, når man skal igennem skærsilden, som sjovt nok består af syv cirkler, der hedder det samme som dødssynderne.

I starten af spillet befinder vi os midt i et korstog, og de første ud af mange voldsomme kampe, hvor man desperat trykker på knapperne på controlleren er i gang. Historien tager en lille drejning i og med, at man bliver stukket i ryggen med en stor kniv, og Døden himself kommer med sin le for at hente dig. Dante mener dog ikke lige, at tiden er inde og derfor kaster han sig ud i en hæsblæsende kamp med døden. Kampen ender med, at Dante ikke bare formår at besejre Døden, men han snupper også lige hans le – man ved jo heller ikke, hvornår man skulle få brug for sådan en. Dante drager nu hjemad for at blive genforenet med sin kone Beatrice, men da han kommer hjem, finder han Beatrice myrdet, og Lucifer - måske bedre kendt som Satan eller Djævlen - er dukket op for at hente hende. Sagen er nemlig den, at Dante havde svoret at være sin kone tro, selv om han var langt væk hjemmefra – desværre fejlede dette, og nu må hun så affinde sig med at være Lucifers nye kæreste. Vi ved allerede, at Dante ikke finder sig i noget pis (det er jo trods alt ham, der har skrevet historien), så han begiver sig selvfølgelig imod døren til helvede i et forsøg på at få sin elskede kone med sig hjem igen. På sin vej møder han Virgil, der bliver hans tilbagevendende guide igennem helvedes indre.




Lige som det er tilfældet med alle andre spil i denne hack ’n slash genre, er der selvfølgelig mulighed for at opgradere sine færdigheder. I Dante’s Inferno er det opdelt i flere forskellige områder, nemlig et helligt og et uhelligt opgraderingstræ. Derudover er der selvfølgelig mulighed for at anvende forskellige former for magi og relikvier, som giver dig fordele i forbindelse med de forskellige kampe.

I både det hellige og uhellige er der syv forskellige niveauer, og til hvert niveau er der en række forskellige opgraderinger, som man kan købe for de sjæle, man indsamler. Til at starte med er man på niveau 0, men efterhånden som man får reddet eller henrettet sjæle i løbet af spillet, så optjener man ”EXP”, som hen af vejen resulterer i, at man stiger i level. Man kan selvfølgelig kun købe opgraderinger op til den level, som man har låst op for.

For at det hele ikke skal være dræb, dræb, dræb, så indeholder spillet også en række forskellige puzzles. Det er reelt her, at man typisk ender op med at bruge det meste af sin tid på at regne ud, hvordan man kommer forbi den pågældende forhindring. En af de sjovere af dem er en lille bane, hvor man skal gå igennem de rigtige portaler for at komme igennem banen. Når man ved, hvordan man skal gøre, så er den egentlig utrolig nem, men indtil da kan man godt bruge en del tid på at regne den ud.




Når man har gennemført spillet første gang, bliver der låst op for en ny gametype, der hedder ”Gates to Hell”. Det er en slags arena, hvor der konstant kommer nye modstandere i forskellige bølger. Der er 50 bølger i alt, og heldigvis kan man spille med den karakter, som man gennemførte spillet med – det giver mulighed for at anvende alle de power-ups og den magi, som man har indsamlet i løbet af gennemspilningen.

Et af de problemer, som man relativt hurtigt løber ind i med Dante’s Inferno, er spillets anvendelse af checkpoints og savepoints. Uanset hvilket niveau man spiller på, så er der nogle områder, som er sværere end andre – helt specielt tænker jeg her på dele af banerne, hvor man for eksempel skal kaste sig fra reb til reb for at komme hen af en væg eller over en flod af lava. Ryger man ved siden af, så skal man som oftes starte helt forfra, og alt er som regel tabt - også de relikvier og opgraderinger, som man måtte have fundet. Dette betyder, at man gang på gang bliver tvunget til at bevæge sig en hel del rundt for at samle disse ting op igen, og efterfølgende kan man så risikere ikke at fange rebet og dermed ryge lige lukt ned i afgrunden igen – hvorefter man skal starte forfra. Det kunne have været fedt, hvis de havde tænkt lidt mere over, hvor de havde placeret de forskellige checkpoints, så man ikke var nødsaget til at opleve alt den frustration, som automatisk kommer, når man for syvende gang ikke formår at hænge fast i rebet. Savepoints er der en hel del af, de fremstår som statuer af Beatrice, og det kan selvfølgelig være en rigtig god ide at gemme spillet, hver gang man ser sådan en statue, primært fordi spillet ikke indeholder nogen form for automatisk autosave.

Til trods for, at titlen på Dantes værk antyder, at der er tale om en komedie, så er det ikke tilfældet, og dette bærer spillet også tydeligt præg af, da det er totalt strippet for alt, der måtte ligne humor. Men det er bare med til at gøre stemningen i spillet så meget vildere, at der ikke hele tiden bliver fyret platte jokes af – det er skam en seriøs ting at kæmpe sig vej igennem helvedes varme lava. Til spillets i forvejen dystre stemning kommer spillets lydside ind og gør det hele endnu værre, på den gode måde forstås. Hele vejen igennem spillet er stemningen nemlig krydret godt op med skrig fra alle de fortabte sjæle, som nu engang befinder sig i helvede. Det eneste dårlige ved lyden er, at det allerede efter ganske kort tid begynder at være belastende med alle disse skrig – men hey, vi er jo i helvede, så lev med det.




Rent grafisk er spillet en sand perle. Der er så uhyggeligt mange super flotte detaljer, og der er ingen tvivl om, at udvikleren, der jo også har stået bag gyserspillet Dead Space, har gjort utrolig meget ud af at variere omgivelserne – der er ingen tvivl om, at vi befinder os i helvede. Med ting som store blodige søer fyldt op med skrigende sjæle, og sjæle der bliver kørt igennem hakkemaskiner, er der uden tvivl ikke blevet sparet på det virtuelle blod.

At de har valgt at lave alle mellemsekvenserne i en helt anden tegneserieagtig stil end resten af spillet, giver spillet et lækkert pift – det er rart at se, at det ikke altid er nødvendigt at lave nærmest fotorealistiske scener overalt. Til trods for, at man ikke selv har nogen mulighed for at styre kameravinklen, så fungerer det faktisk alligevel super godt, og undertegnede oplevede på intet tidspunkt, at der var problemer med det.

Afhængigt af, hvilket niveau man spiller på, kan man gennemføre spillet fra cirka 7 timer og op. Efter første gennemførsel bliver der låst op for det sværeste af de fire tilgængelige niveauer for dem, som måtte have mod på endnu mere lækker blodudgydelse.

Eftersom Dante’s fortælling er opdelt i tre dele, er der næppe nogen tvivl om, at vi godt kan se frem til to opfølgere til Dante’s Inferno, med mindre det selvfølgelig går helt galt for salgstallene. Med en konkurrerende titel lige om hjørnet, God of War 3, som dog kun udkommer til PlayStation 3, så viser Electronic Arts med denne udgivelse, at de ikke selv er i tvivl om, at de har lavet en spiltitel, som indeholder lige præcis det, som alle fans af hack ’n slash-genren gerne vil have.




Allerede nu er det blevet annonceret, at der den 29. april i år vil udkomme noget nyt indhold til spillet, blandt andet i form af muligheden for at spille online co-op samt en gameeditor, hvor man kan lave sine egne baner, som ligeledes kan deles med andre spillere online over Xbox Live. Det er selvfølgelig super fedt, at disse ting kommer i en så nær fremtid – men det havde nu alligevel været federe, hvis de havde været en del af spillet fra dag et. Det lugter selvfølgelig lidt af, at udviklerne har været under tidspres, sikkert for at få spillet ud før det førnævnte God of War III udkommer.

Er du i tvivl om spillet er noget for dig, så ligger der lige nu en demo på Xbox Live Markedspladsen. Den fulde udgave af spillet udkommer torsdag den 4. februar her i Danmark.


  Screenshots
Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;
Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;
Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;
Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;Dante’s Inferno;
Flere screenshots (17)


  Kommentarer
DanishDove
#1 - Skrevet: 31. januar 2010 19:49
Rigtig fedt! Smile Det ærgrer mig, at jeg ikke har fået det bestilt, da jeg ikke har nogle PEGI-spil liggende, desværre.

Slimjay DK
#2 - Skrevet: 31. januar 2010 19:56
tothegame siger nordic release d. 11 februar

Kyian
#3 - Skrevet: 31. januar 2010 19:57
Jeg har spillet demoen, men hvor jeg dog glæder mig til at få det rigtige mellem fingerne. Det bedste bliver at smide den le rundt og smadre alt og alle Very Happy

tue69
#4 - Skrevet: 31. januar 2010 19:57
#2

Yeps men det passer ikke - det er d. 4. februar.


Slimjay DK
#5 - Skrevet: 31. januar 2010 19:58
det er jo bare super fedt så Smile

Haugboelle
#6 - Skrevet: 31. januar 2010 19:59
Spøjst/tilfældigt at et spil som dette og Darksiders kommer klods op af hinanden (Og snart GoW3). Lyder til at dette også holder, ser frem til det ihvertfald, Darksiders var jo lækkert. God anmeldelse.

OpaqueCypress
#7 - Skrevet: 31. januar 2010 20:18
glæder mig til d.4 Very Happy



Mogwai
#8 - Skrevet: 31. januar 2010 20:24
7 timer er jo ikke ligefrem lang tid for et spil som ikke har noget multiplayer komponent. Men ligesom med Modern Warfare serien, så synes jeg ikke det gør noget, så længe det man får er kvalitet.

På trods af længden og checkpoints ser jeg stadig meget frem til spillet Smile


Burnie.dk
#9 - Skrevet: 31. januar 2010 22:10
Coolshop siger den 5. Nogen der ved hvad gamestop siger?

Gajda
#10 - Skrevet: 31. januar 2010 22:12
#9
d. 4 februar


zuMzArr
#11 - Skrevet: 31. januar 2010 22:14
Forudbestilte det for godt en måned siden, glæder mig meget. Razz

Alf
#12 - Skrevet: 31. januar 2010 22:18
Jeg blev fanget af historien da jeg prøvede demoen og har læst en del om det på Wiki og har nu også set den animerede film de laver til spillet. Det er bestemt en god historie, helt klart der kvaliteten ligger for mig Very Happy

Tuface_Heimdall_Angel
#13 - Skrevet: 1. februar 2010 04:01
Glæder mig også mig og en ven prøvede demoen forleden dag og blev helt slugt up en af de få demo'ere jeg har gennemført. i ca et års tid. Jeg endda heller ikke til Hack n Slash som genre normalt men dette tror alle de dårlige LOTR Spil gennem de sidste år har ødelag genren for mig end til nu.

kolyzer
#14 - Skrevet: 1. februar 2010 09:45
Nu kan det kun blive weekend for langsomt Very Happy

Firephreakk
#15 - Skrevet: 7. februar 2010 23:13
Velkommen tilbage!

Jibla
#16 - Skrevet: 7. februar 2010 23:30
Jeg havde egentlig glædet mig til denne titel, og det blev da også preordered omkring starten af december. Jeg er omkring 3 timer inde i spillet, og jeg synes at det er kedeligt. Ved atmosfære og design får spillet et klart 12 tal, men gameplay i form af kamp og puzzles er simpelthen for kedeligt.

I forhold til hvor begrænset tid jeg har til at spille, så tror jeg ikke at jeg gider bruge mere tid på det her spil. Smile


Kaasing
#17 - Skrevet: 8. februar 2010 09:09
#16 så sælg spillet til mig Smile

Vestergaard
#18 - Skrevet: 8. februar 2010 12:53
Jeg regner med at det her spil bliver et must-play på et tidspunkt. Det ser vildt spændende ud.

heinstach
#19 - Skrevet: 8. februar 2010 13:05
Ser allerede nu frem til Dante's Purgatory og Dante's Paradise!

Psymatiq
#20 - Skrevet: 8. februar 2010 13:24
tog mig 5 en halv time at gennemføre... hmmm fedt spil... lidt ala GOW men alt for kort imo.

Chaui
#21 - Skrevet: 8. februar 2010 16:30
Tror bare jeg springer over dante's inferno, gow 3 kommer næste måned, og det er vel det ultimative spil i den genre.

Mander
#22 - Skrevet: 9. februar 2010 17:13
Tvivler på, at der kommer efterfølgere, i hvert fald ikke hvis de skal bygges over den oprindelige historie. Det er ren snak (hvilket Inferno også er, men den er trods alt lidt nemmere at skabe drama i end Paradiso er).

Uber
#23 - Skrevet: 13. februar 2010 15:50
Spillet er pisse klamt.

PETER HELGE
#24 - Skrevet: 15. februar 2010 17:51
bliver man ikke træt af gameplay'et?

jujutsu
#25 - Skrevet: 28. februar 2010 18:31
fuck det ser fedt ud!

lassefar
#26 - Skrevet: 28. februar 2010 19:14
Det er fedt Smile




 
  Spilinformation
 
Titel
Dante’s Inferno
 
Udvikler
Electronic Arts
 
Udgiver
Electronic Arts
 
Udgivelsesdato
04-02-2010
 
Platform
Xbox360
 
Antal spillere
1
 
PEGI
 
Spillets Website:
Tryk her
 
Gameplay:9
Grafik:8.5
Holdbarhed:8.5

Overall:
8.5 /10

Bruger-rating:
7.8/10


  Fokus produkt

Turtle Beach
Ear Force X31


  Senest opdaterede blogs
» Krisgebis's blog
» THE TARD HUNTER's blog
» spif2001's blog
» Butcher's blog
» Reinhold's blog
» poulx's blog
» ramlas's blog
 
» Gå til Blogs
 
Xbox 360 Gamerpoi
nts


Bliv fan af Xboxlife på Facebook
Xboxlife Racing League
Xbox Support