Blitz: The League II

Amerikansk fodbold er efterhånden også en populær sport uden for USA. Denne anmelder er stor fan af sporten, og årets spil har i mange år – også i år – været Madden NFL, der er EA Sports flagskib og bud på, hvordan et amerikansk fodboldspil bør være. I en årrække har Midway bragt et alternativ til Madden NFL i form af Blitz-serien. Spillet forsøger ikke at være en realistisk pendant til EA Sports’ udgave, da Blitz-serien alle dage har været et rent arkade-brag, og det lægges der på ingen måde skjul på.


Fodbold for alle
Problemet med at spille Madden NFL i Danmark er, at der ikke er mange, du kan spille med. I hvert fald ikke, hvis du sammenligner med fodboldspil som FIFA og PES. Her kan langt de fleste deltage, da alle kan reglerne eller hurtigt kan blive sat ind i de mest basale regler og spilfunktioner. Sådan er det ikke helt med amerikansk fodbold, der er en af de mest regeltunge og strategiske sportsgrene, der findes. ”Skak med muskler” som sportskommentator og NFL-ekspert Claus Elming udtrykker det.




Madden NFL skildrer amerikansk fodbold som et meget strategisk spil, der samtidig er meget fysisk krævende. Blitz: The League II fokuserer udelukkende på sidstnævnte, det fysiske. Spillet har dermed den fordel, at det er mere tilgængeligt for det brede publikum, end Madden NFL er det.


Når du har spillet nogle få træningsøvelser igennem, er du klar til at få græs under støvlerne og knuse nogle kranier. Helt bogstaveligt.




Spilstyringen i Blitz: The League II er uhyre simpel, der er ikke meget ventetid, og der er konstant action. Tillæg letpåklædte cheerleaders, ekstreme mængder vold og rige muligheder for ufint spil, og du har et solidt party-spil, når drengene kommer på besøg. Det er desværre også alt, hvad Blitz: The League II bliver til.


Ligegyldig larm og grim grafik
Blitz: The League II har sin charme, som beskrevet ovenfor, men overall er det ikke meget, forbrugerne får for pengene.
Grafisk er spillet lysår efter de andre sportstitler, vi har set i år. Det er ikke så meget spillets figurer, de skal netop være karikerede for at passe ind i den groteske historie og verden, som Blitz: The League II formidler. Det er i højere grad bevægelserne på banen, spillets forskellige cutscenes og menuer. Når spilleranimationer i forbindelse med bevægelserne på banen er så ringe, at det går ud over den samlede oplevelse, kan det ikke undskyldes med, at Blitz: The League II ikke forsøger at være et simulationsspil. Det samme gælder lydene i spillet. Der er misforhold mellem niveauet på tale og effekter, og stemmeskuespillet er både på og uden for banen ringe – selv for et spil. Kommentatoren er samtidig uhyre belastende at lytte til.


Lyd og grafik er dog ”kun” spillets indpakning, det centrale må være spillet historie og gameplay.


Historien
I Blitz: The League II har du nogle forskellige spilmuligheder. Det er muligt at tage et hurtigt spil mod en ven eller mod computeren, at træne dine færdigheder og at spille nogle specielle bonus-modes, som du åbner op for, hvis du gider spille længe nok. Disse bonus-modes er god variation, hvis du har venner på besøg, da gameplayet hurtigt bliver ensformigt. Eksempelvis er der en bonus-mode, der medvirker, at enhver tackling medfører fumble, og på den måde udvikler kampen sig til en regulær skyttegravskrig. Du kan også gå online og spille en helt almindelig kamp uden nogen bonus-mode eller andet, men det lykkedes ikke at finde en modstander i forbindelse med denne anmeldelse.




Spiller du solo, har du ud over den vante turnering mulighed for at begynde en karriere for en spiller – af uvisse årsager kaldt ’Campaign’ i stedet for ’Career’, der er noget mere oplagt. Konceptet minder en del om Superstar-mode kendt fra blandt andet Madden-spillene.


Historien, når du spiller karriere, virker aldrig rigtig interessant – dels på grund af det ringe skuespil, og dels i kraft af en ligegyldig historie. Men med denne spiltype får du mulighed for at variere dit spil lidt. Der er nemlig små delmål, der skal sikre dig sponsorater og andre bonusser, og det kan betyde, at du for eksempel i en kamp skal løbe 200 yards og i den næste skal kaste det dobbelte for at sikre økonomisk gevinst eller held med damerne.




Man kan spørge sig selv, hvorfor Midway forsøger at variere dit spil for dig, og hvorfor det bliver fremhævet som noget positivt i denne anmeldelse. Svaret er, at kernen i spillet, nemlig det, der foregår på banen, hurtigt bliver ensformigt, og Midway med bonus-modes, små mini-games og løbende udfordringer desperat forsøger at pumpe liv i et dødt koncept.


Igen og igen og…
På banen har du mulighed for at spille samtlige positioner på både forsvar og angreb, men det bliver i løbet af ganske få kampe indlysende for dig, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Det betyder, at du i stedet for at spille strategisk fodbold kan nøjes med at lære et par enkelte spil fra din playbook og så køre dem igen og igen. Computeren tilpasser ikke sit spil til dit, selv ikke hvis du kører det samme spil fem gange i streg. Helt håbløs AI, og dette blev testet på sværeste niveau i spillet. Midway har på denne måde fuldstændig elimineret den taktiske del af amerikansk fodbold, hvilket øger presset på den fysiske del af spillet, der nu alene står med ansvar for at levere underholdning.




Spillets force på banen er da også, at du i kraft af yards, points og hårde tacklinger opsparer energi, som du så kan ’unleashe’, det vil sige frigøre, for at lave de rigtig store spil på banen. Når du frigører energi, går tiden langsommere, og du kan vælge forskellige bevægelser på både forsvar og angreb, som muliggør ’store spil’. I angreb kan du købe dig ekstra tid som quarter back, undgå at blive tacklet og kaste den afgørende aflevering. Du kan også bruge det som receiver til at nå en ekstra svær bold, eller som running back til at bryde en tackling eller slet og ret undgå at blive ramt.


Omvendt kan du på defensiven bruge din frigjorte energi til et ekstra stort hit, som skader modstanderen. Du kan sågar vælge, hvor du vil skade ham henne på kroppen. Dette bliver fulgt af en lille cutscene, der på grotesk hvis viser, hvordan skaden ser ud under huden på spilleren. Bliver du selv udsat for et sådan hit, vil du få mulighed for at give spilleren en kanyle eller rykke knoglerne på plads for på den måde at få ham hurtigst muligt klar igen.




Denne mulighed for at frigøre energi til store spil er indbegrebet af Blitz: The League II, og selvom det for en stund er fedt at få lov at lave nogle helt overdrevne spil på banen, så bliver det hurtigt kedeligt, da det er alt, hvad spillet har at byde på.


Det, der burde være det egentlige gameplay, nemlig kampen på banen, føles som trivielt tidsfordriv, der skal overstås. Gameplayet er arbejdet før legen, og når legen i det lange løb også ender med at være triviel – da den udmønter sig i at være en håndfuld forudbestemte tricks, eventuelt efterfulgt af muligheden for at lappe dine spillere sammen eller fejre dit touchdown a la FIFA 09, så forsvinder motivationen hurtigt for at udføre arbejdet. Resultatet er, at Blitz: The League II hurtigt optager en plads bagerst på spilreolen, og kun bliver trukket frem, når drengene kommer forbi, eller hvis tømmermændene er så tunge, at selv den mindste smule hjernearbejde virker uoverskuelig.