Opret en bruger Opret en bruger | Glemt kodeord Brugernavn: Adgangskode:  
 
 
 

LEGO Indiana Jones: The Original Adventures

5. juni 2008 22:32 | Kommentarer (31) | Dennis Haagensen

Alle tiders filmhelt svinger pisken igen, men denne gang er pisken lavet af dansk plastik, og det er Indiana Jones sådan set også.

Det er efterhånden 27 år siden, at legenden om Indiana Jones startede, men det forhindrer ikke den aldrende Harrison Ford i endnu engang at trække i kostumet og svinge pisken. Den nyeste film i serien har haft biografpremiere for kort tid siden, og den følges nu op af spillet LEGO Indiana Jones: The Original Adventures. Spillet er bygget over de tre originale film, Jagten på den Forsvundne Skat, Templets Forbandelse og Det Sidste Korstog, og genfortæller handlingen i de tre klassiske film blot fra et LEGO perspektiv.




Nu kan jeg dårligt anmelde LEGO Indiana Jones uden at drage paralleller til LEGO Star Wars II: The Original Trilogy, der udkom i 2006. LEGO Star Wars bragte en kærkommen humor ind i Star Wars universet og satte et nyt spin på de scener, vi alle kender til hudløshed. Men Indiana Jones filmene er allerede humoristiske i udtryk, og her opstår det største problem med spillet. Det har været svært for udvikleren, Traveller’s Tales, at arbejde videre på det humoristiske islæt, idet tilføjelser næppe har været nødvendige for at fortælle historien. Humoren fra filmene er bevaret, men der er ikke meget nyt at finde.

Det lyder jo negativt allerede fra starten, men det er der en god grund til. Det er for at skjule det faktum, at vi her har at gøre med et spil i absolut særklasse. Indiana Jones trilogien er et perfekt valg til udlevelse i LEGO universet, da filmene let lader sig omskrive til dette børnevenlige medie. Dog er det en fordel at have set filmene for rigtig at kunne forstå baggrunden for de missioner, man bliver sendt ud på, alene fordi LEGO Indiana Jones, ligesom LEGO Star Wars, foregår helt uden tale.




Spillet er et børnespil, og det kommer primært til udtryk i de kampe, man kommer ud for. Her er ikke noget blod, ingen dødsfald eller anden elendighed blot LEGO-figurer, der falder fra hinanden. Kampene er dog ikke det primære i spillet men nærmere en hindring på vejen mellem de opgaver, der skal udføres for at komme videre. Opgaverne er mangfoldige og varierende. Mange af opgaverne kan kun løses ved at skifte fra at styre spillets helt til én af de personer, man har med på vejen. Som eksempel kan nævnes, at kvindelige karakterer i spillet er mere adrætte og derfor springer højere, hvilket giver dem mulighed for at nå områder, Indy ikke selv ville kunne nå. Skift mellem de tilgængelige karakterer sker let og simpelt ved tryk på en knap, hvorefter de andre karakterer blot følger efter.

LEGO Indiana Jones følger som sagt historierne bag filmene rimeligt tæt, men der er dog enkelte afstikkere hist og her. Men heldigvis er de lavet med den samme humor og indlevelse, som filmene tilbyder. Alle de klassiske karakterer er til stede igennem spillene, såsom Short Round, Marion Ravenwood, René Belloq, Marcus Brody og Mola Ram. Alle er lavet i LEGO men er stadig genkendelige. Traveller’s Tales har forstået at lade karakterenes særlige kendetegn gå igen i deres LEGO-varianter. De over 60 spilbare karakterer i spillet kan, når de engang er indsamlet, kombineres i det uendelige, så du får mulighed for at gennemspille dine favoritsekvenser med for eksempel Indiana Belloq, Short Brody eller Mola Scott.




Den første gennemspilning er kort, idet spillet kun genfortæller de vigtigste dele af historierne i interaktiv form godt krydret med animerede mellemsekvenser, men når først hver delmission er gennemført, låser man samtidig op for at besøge dem igen uafhængigt af historien. Dette gør det nemmere at finde de relikvier og skjulte områder, som man enten ikke fandt ved første gennemspilning eller ikke kunne få adgang til. Allerede fra første bane præsenteres man for gåder og opgaver, der kun kan løses ved hjælp af karakterer, man låser op for senere i spillet. Denne tilføjelse forlænger spillets ellers korte levetid, hvis man da har mod på at finde alt i spillet.

Det grafiske lader heller ikke meget tilbage at ønske. Missionsområderne er farvestrålende og tro mod deres filmiske modstykker, og karakteranimationerne er glidende og realistiske. Så realitiske som man nu kan animere en stiv plasticfigur. Specielt områder som Club Obi Wan i Shanghai og templet under Pankot Palace vækker minder om filmene. Der er tydeligvis gjort meget for genkendeligheden i spillet, og det kommer ikke mindst til udtryk i de mange lokationer.

På lydsiden er spillet også gennemført Indy’sk. Lige fra titelmelodien, der vælter dig i møde som en kær gammel ven, når spillet starter, over baggrundsmusikken, der sammenkæder områderne i spillet med filmene, til smældet af pisken, når den svinges gennem luften, er LEGO Indiana Jones et mesterværk.




Når alt er sagt, er der også enkelte problemer i spillet. Ikke nogle vilde og gennemtrængende men i den lille boldgade. Her kan nævnes den kunstige intelligens, der får din følgende karakterer til at stille sig lige der, hvor du skal grave med det resultat, at spaden får kontakt med ansigt i stedet for muld. Jeg kan også nævne de tilfælde, hvor man hopper op på et område, man ikke kan få fodfæste på, hvorefter man glider ned igen, alt imens man stadig udfører den samme bevægelse, som før man landede. Men som sagt det er små detaljer og absolut ikke noget, der skæmmer oplevelsen af, hvad der er et utroligt sjovt og gennemført spil.

Fans af Indiana Jones bør ikke se bort fra denne spiltitel, men det anbefales af se filmene først, da historien som tidligere nævnt kan være lidt svær at få fat i i kraft af LEGO-figurernes gutturale lyde og mærkelige tegn og fakter. LEGO Indiana Jones: The Original Adventures står som et lysende eksempel på, hvordan en filmlicens skal skæres og lever fuldt ud op til successen, der var med LEGO Star Wars II: The Original Trilogy. Spørgsmålet er så blot nu; kommer der en efterfølger med den nye Indiana Jones film på et tidspunkt?


  Screenshots
LEGO Indiana Jones: The Original Adventures;LEGO Indiana Jones: The Original Adventures;LEGO Indiana Jones: The Original Adventures;LEGO Indiana Jones: The Original Adventures;
LEGO Indiana Jones: The Original Adventures;


  Kommentarer
Slimjay DK
#1 - Skrevet: 5. juni 2008 22:53
Det må siges at være en flot karakter .. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, syntes ikke at de trailers og klip jeg har set så særlig imponerende ud Smile

BeatlesLove
#2 - Skrevet: 5. juni 2008 23:01
Skal selvfølgelig købe det i morgen. Bliver for sejt! Razz

Desuden skal jeg endelig se den nye film i biffen på lørdag.


Koolkaw
#3 - Skrevet: 5. juni 2008 23:14
"Alle tiders filmhelt svinger pisken igen, men denne gang er pisken lavet af dansk plastik, og det er Indiana Jones sådan set også."

Bedste spil andmeldeses intro nogensinde Wink
Spillet lyder også meget godt! jeg er dog ikke overrasket lego spillende har jo vist kvalitet før.


spif2001
#4 - Skrevet: 5. juni 2008 23:50
Kanon hvis det er så fedt. Det er på vej med posten fra Amazon, men får det nok først efter weekenden. uuhh... kan næsten ikke vente. Very Happy

Morten Skou
#5 - Skrevet: 5. juni 2008 23:52
Jeg kan godt lide den humor som LEGO spillene altid har Smile

Stente
#6 - Skrevet: 6. juni 2008 06:45
Lyder til spillet er væsentlig bedre end filmen, for filmen var godt nok ikke noget at råbe hurra for!

spif2001
#7 - Skrevet: 6. juni 2008 09:09
#6 Så er det godt, at spillet bygger over de gamle film og ikke den nye der går i biffen for øjeblikket. Smile

HunkyDory
#8 - Skrevet: 6. juni 2008 09:14
hold da op en god karakter. Tror måske jeg skal se nærmere på det.

Carsten O
#9 - Skrevet: 6. juni 2008 13:42
Jeg har både bestilt DS- og Xbox 360-udgaven, så jeg ser frem til dette spil Smile

tryllehans
#10 - Skrevet: 6. juni 2008 14:07
jeg glæder mig også voldsomt til at få sat det på Very Happy

Bonde2
#11 - Skrevet: 6. juni 2008 14:27
jeg ved nu ikke helt med 9 i grafik . Confused

KevinKes
#12 - Skrevet: 6. juni 2008 16:21
Jeg skal helt sikkert have det!

Denja
#13 - Skrevet: 6. juni 2008 21:06
Kommer der ikke en demo?

Denja
#14 - Skrevet: 6. juni 2008 21:07
Kommer der ikke en demo?

Vinterbird
#15 - Skrevet: 6. juni 2008 22:07
#13

Nej. LucasArts har sagt de ikke vil risikere at miste salg ved at udgive en demo. Da spillet primært er rettet mod det yngre publikum, så mener LucasArts at de yngre vil have rigeligt med underholdning i en demo, og derfor ikke vil risikere at de ikke vil købe spillet så.


Kirnehz
#16 - Skrevet: 6. juni 2008 23:52
Der var da en demo til Lego starwars

spif2001
#17 - Skrevet: 7. juni 2008 06:18
#16 Kunne jo være LucasArts havde lært noget af Lego Star Wars II demoen. Wink

Jeffe
#18 - Skrevet: 7. juni 2008 17:47
Jeg har selv købt det, men 9 i grafik er altså direkte useriøst. Det kan man ikke argumentere for, selv om det meste vel gives for det artistiske.

zrrbiteDK
#19 - Skrevet: 9. juni 2008 12:41
Alt bør laves i form af et LEGO spil. Alt! Det er jo enormt underholdende.

Toca racer
#20 - Skrevet: 10. juni 2008 16:39
Synes mange af karakterne som bliver givet på xboxlife, er mega høje! langt over gennemsnittet!

Men xboxlife vil jo gerne sælge xbox spillene, derfor de højere karakter!?


Morten Skou
#21 - Skrevet: 10. juni 2008 19:48
#20: Det er da vidst ikke helt rigtigt.. vi ligger faktisk typisk under de fleste andre. Og undskyld mig udtrykket, men jeg synes at det er en gang pis du skriver - vores skribenter har ingen økonomisk interesse i at sælge flere spil.

skitzofraen
#22 - Skrevet: 13. juni 2008 19:26
#21 vil give #20 delvist ret... Jeg ved godt, at i ikke får noget økonomosik ud af det, men synes ligesom #20 tit, at jeres anmeldelser er skudt en smule over målet... Selv halv dårlige spil kan hive en 8-9 overall hjem herinde (snakker ikke lige om dette spil, da jeg ikke har prøvet det, så ved ikke om karakteren er passende eller ej, men bare generalt... men det er selvfølgeligt også bare min mening, skal nok være nogen som er uenige)

Burnie.dk
#23 - Skrevet: 13. juni 2008 20:02
Lad mig lige få det på det rene. Man kan altså godt være 20 år, og stadig nyde et lego spil?
Jeg er lidt bange for at investerer i lego spil, hvis de direkte er lavet til børn. Håber ikke man spilder sine penge..


Carsten O
#24 - Skrevet: 16. juni 2008 00:46
Jeg er 30 år. Og jeg nyder skam Lego-spillene. Så er det på det rene: Du kan roligt investere i dette spil. Det er supersjovt.

ModuLIZER
#25 - Skrevet: 17. juni 2008 16:45
Venter til LEGO Indiana Jones: The Complete Saga

...jeg syntes efterhånde Lucas har fået en del af mine penge på genudgivelser/versioner m.m. jeg har både købt starwars trilogy boxset på VHS og den complete DVD samling... mon ikke det vil være ok at "låne" en blueray udgave på piratebay (?) ... man har jo betalt for rettighederne ...2 gange Smile


zrrbiteDK
#26 - Skrevet: 25. juni 2008 04:57
#20 og #22. I har ikke forstået konceptet. En karakter er et enkelt synspunkt. Er karakterene høje i forhold til andre sites? Læs deres skala-beskrivelse, der vil altid være forskellige på bedømmelseskriterier. Er karakterene høje generelt? Måske er spillene bare gode. Er de for høje sammenlignet med jeres egen karakter? Måske er i dårlige spilanmeldere.

LEGO spillene kan nemt få scores på 9+. Det er den ypperste kulmination af humor, kreativitet og gameplay baseret på et elsket og udødeligt scifi univers.


skitzofraen
#27 - Skrevet: 30. juni 2008 17:46
#26 Det ændre da ikke på, at jeg tit synes, at deres anmeldelser, er skudt over målet...

Selvfølgeligt er det bare en mands mening (det siger da sig selv, at en anmelder ikke kan tale for alle der gamer)


Rechain
#28 - Skrevet: 2. august 2008 11:14
Købte dette LEGO spil til DS og må sige jeg er godt underholdt Very Happy
Er stadig kun lige begyndt...men det holder hele vejen!

/Rechain


ThomasLP
#29 - Skrevet: 4. januar 2009 14:17
Jeg er lige begyndt at spille det og hold da helt op, hvor er det dog fedt Very Happy


Bech
#30 - Skrevet: 12. januar 2009 22:44
Jeg syntes ikke det er fedt


Gille
#31 - Skrevet: 9. oktober 2009 17:18
I bane 5 har vi problemer (: hjælp søges!!




 
  Spilinformation
 
Titel
LEGO Indiana Jones: The Original Adventures
 
Udvikler
Traveller's Tales
 
Udgiver
LucasArts
 
Udgivelsesdato
06-06-2008
 
Platform
Xbox360
 
Antal spillere
1-2
 
PEGI
 
Spillets Website:
Tryk her
 
Gameplay:8.9
Grafik:9
Lyd:9.5
Holdbarhed:8.9

Overall:
9.1/10

Bruger-rating:
8/10


  Fokus produkt

Turtle Beach
Ear Force X31


  Senest opdaterede blogs
» Krisgebis's blog
» THE TARD HUNTER's blog
» spif2001's blog
» Butcher's blog
» Reinhold's blog
» poulx's blog
» ramlas's blog
 
» Gå til Blogs
 
Xbox 360 Gamerpoi
nts


Bliv fan af Xboxlife på Facebook
Xboxlife Racing League
Xbox Support