Fatal Inertia

Velkommen til fremtiden
Velkommen til fremtiden. Vi skriver det 22. århundrede, og tidens hotteste sport og seer-magnet er uden tvivl racerløbet ”Fatal Inertia”.

Fatal Inertia afholdes i øde områder og piloterne suser rundt med over 500 km/t i ”hovercrafts”, der minder om dem, vi kender som Pod-Racers fra Starwars Episode 1. Fatal Inertia er en hård og brutal motorsport. Ikke nok med, at deltagerne forsøger, at køre hinanden i grøften, så er der tilmed våbenpads på banen, der forsyner de ivrige deltager med diverse våben, de med glæde bruger til at gøre livet surt for deres modkørere.






Du starter spillet som en ung og forhåbningsfuld pilot, der forsøger at gøre karriere inden for sporten. Inden man gør sig håb om, at blive hyret af en af de fire store firmaer, der styrer sporten med hård hånd, er det en god ide at gå igennem spillets training mode, der lærer dig at styre din hover, viser dig hvordan spillets våben fungerer og beskriver spillets 5 gamemodes.

Der er tre standardtyper af løb: Combat Race (alle midler er tilladt), Knockout (sidste mand i mål i hver omgang bliver elimineret) samt Time Trial (kæmp mod dine egne omgangstider). Dertil kommer mit favoritløb: ”Velocity”. Som navnet antyder, gælder det om at køre stærkt. Rigtig stærkt. I dette løb er alle våben udskiftet med turbo-boostere, og så kan jeg ellers lige love for at tungen skal holdes lige i munden. Den sidste type er ”Magnet Mayhem”. Et sandt magnethelvede. I denne variant er der ingen steder at samle våben op. Derimod bliver din hover selv ved med at generere masser af magneter, som du kan smide efter modstanderen, og forhåbentligt tynge ham så meget ned, at hans hover bliver noget nær umulig at styre.






Våbendesign
Det bringer os videre til et af de bedste aspekter af Fatal Inertia. Nemlig våbendesignet. Modsat mange andre spil i denne genre, så skiller Fatal Inertia sig ud ved, at næsten alle spillets våben er fysik-drevne. Ikke noget med laserkanoner, maskingeværer eller flammekastere, men derimod våben, der påvirker modstanderens hover og forsøger at få dem til at chrashe i stedet for at skade dem direkte. Så ikke nok med at du skal holde koncentration for kunne tage 180 graders sving med 500 km i timen, så skal du udover modstandernes hovere også kæmpe med din egen hover, der hælder faretruende meget til den ene side eller nægter at dreje samme vej som du vil.
Et eksempel på et våben er spillets raketter. Du fyrer dem af sted, så de sætter sig fast på modstanderskibet, hvorefter raketten aktiverer sin indbyggede jetmotor, og derved tvinger modstanderen af banen eller ind i væggen i et sving! Det er rigtig sjovt.

Alle våben har to funktioner, hvilket betyder, at du selv kan tage samme raket, og så i stedet for at skyde den efter modstanderen, sætte raketten bag på din hover, hvor den giver dig et gevaldigt skub bag i, og sender dig et skridt nærmere førerpositionen.
Efterhånden som du vinder løb får du også adgang til forskellige hovercrafts. Der er fire grundtyper af hovere. De rækker fra de hurtige og lette, der kan vende på en 25 øre, til store rumskibs-lignende tingester, der måske ikke er så behændige, men til gengæld er de som en mur at flyve ind i, og skal derfor nok nå helskindet gennem løbet. Når du har fået fat på et skib og vundet nogle løb, så unlocker du også nye dele til dine hovers. Det kan være alt fra bedre vinger, så hoveren drejer bedre, eller bare et high-tech cockpit, der ikke har anden funktion end, at det ser fedt ud.

Argh!
Fatal Inertia giver dig 51 baner at vælge imellem fordelt på fem forskellige miljøer, så der er rigeligt at gå i gang med. Banerne er det, der afgør om du vil elske eller hade Fatal Inertia. De fleste af dem er simpelthen så frustrerende og svinsk designet. Det lyser ud af dem, at deres design kun er til for, at få dig ned med nakken. Et eksempel er i “Devil´s Summit”, hvor der er lagt våbenpads i en lige linie, så du rigtigt kan få masser af fart på med dine turboboostere. Linien er bare lagt i sådan en vinkel, at den styrer dig direkte mod en stolpe.

Hvad der er værre, er spillets skilte eller mure om man vil, der viser, hvilken vej du skal dreje: Murene er i samme stil som dem, du kender fra for eksempel Burnout Revenge. En slags ”usynlig” mur med pile på. Det sjove er så, at i Fatal Inertia er der en lille frihøjde for neden af muren lige over jorden. Det gør, at har du for meget fart på i svinget, så kan du risikere at ryge igennem hullet og komme ud på den forkerte siden af banen. Problemet er så, at det ikke er ligetil at komme på ret kurs igen. For at komme ind igen skal du stoppe hoveren helt op, vende den om og dykke ned under skiltet. Rigtig tidskrævende og koster dig mange pladser.






Der er desværre også alt for mange baner, der bare er rodet designet. Det kan ofte være direkte svært at se, hvilken vej man skal. Det kombineret med alle de steder på banerne, der så tydeligt kun er lavet for, at du skal crashe gør, at man er nødt til at køre alle banerne rigtigt mange gange, før man har en chance for, at få en fornuftigt placering.

For at genere spilleren ekstra meget, så skal der ikke andet end et enkelt styrt til før samtlige modstandere overhaler dig, medens du kan høre udviklerne fra KOEI grine hånligt af dig, når du for 17. gang trykker på startknappen for at sige Restart Race – hvis den funktion havde været der! Næeh, nej. Karriere delen er nemlig lavet således, at man kører cups af fire løb, og der er ingen kære mor. Skulle du på grund af spillets groteske banedesign komme til at smide sejren væk i et styrt, så kan du ikke starte løbet forfra. Nej, du skal køre alle fire løb om igen.

Det bidrager selvfølgelig gevaldigt til spillets holdbarhed. Den garvede 360-Gamer vil selvfølgelig forsøge sig med at gå 1000/1000 i spillet. Langt de fleste achievements skal opnås i singleplayer, og du får dem ved at gennemføre karrieredelen, og ved at få guld i samtlige cups. Med spillets meget frustrerende sværhedsgrad, så kan du godt se frem til mange timers underholdning og hårrodsplukning. Medmindre du selvfølgelig har givet op inden.

Jeg er den bedste på blokken
Efter at havde at spillet en del single player, samt banket både mine lillesøster og fætter i spillet tænkte jeg, at det var tid til at tage det næste skridt og søge udfordringer mod de bedste af de bedste fra hele verden. Jeg vælger Xbox Live i menuen og trykker på Ranked Match. Den søger. Lidt efter popper beskeden op; ”Sorry. No Games could be found”. “Nå, for søren. Så må jeg banke begyndere i stedet”, tænker jeg og vælger ”Quick Player Match”. Jeg får så samme svar. Øv!

Det blev ikke meget bedre, da jeg forsøgte at oprette et spil selv. Tror jeg havde den stående i et kvarter, og i al den tid var der kun en spiller, der joinede mig. Jeg syntes det var mærkeligt og tjekkede så leaderboardet, hvor jeg så, at bortset fra to spillere, der formentligt har boostet sammen, så har alle i top 20 kun spillet mellem en og ti online kampe. Jeg har søgt efter spil flere gange, men uden held, så jeg har desværre ikke prøvet online delen, og noget kunne tyde på, at spillet allerede to uger efter udgivelse er dødt.

Al fornøjelse skal derfor hentes i offline multiplayer eller i spillets singleplayer del, hvilket giver spillet en lav genspilningsværdi. Spillet er utrolig svært og kræver meget tid, før man bliver god til det. Det føles derfor som om, at det ikke kan betale sig at investere al den tid i spillet medmindre, man er meget glad for at spille mod AI´en.






Pas på næsetippen!
Grafikken i spillet er ganske pæn uden at være prangende. Den fungerer som den skal. Fysikken i spillet er rigtig god, og det føles godt, når man tænder for de ekstra jetmotorer. I modsætning til regulære bil-spil, så ræses der jo i hovers, og det betyder, at ens køretøj svæver over jorden. Man skal derfor tage højde for små bump på vejen, og skal man pludseligt flyve op ad bakke skal man huske af vippe næsetippen opad. Det samme gælder efter et hop, så man ikke ender med næsen dybt begravet i jorden. Det er en fed detalje, der bidrager til gameplayet og gør, at man virkelig føler, at man har præcis kontrol over hoveren og hvordan den styres. Rigtig lækker kontrol.

Desværre har jeg oplevet nogle få slowdowns i spillet, når det har gået rigtig vildt for sig. De er små og forekommer ikke særligt ofte, men alligevel kan man ikke undgå at blive en smule ærgerlig, når de opleves, og det trækker desværre lidt ned på helhedsindrykket. Lyden i spillet fungerer så vidt ok, men er kedelig. Der er de obligatoriske lyde, der nu hører til, når man flyver stærkt, men de efterlader bare ikke noget indtryk. Det samme gælder musikken i spillet. Kedelig og ensformig techno.

Er det så godt, spillet?
Alt i alt er Fatal Inertia et fedt spil. Fede våben, lækker styring og mange af baner. Det skal dog siges, at spillet ikke er for enhver. Spillet er meget svært, og rigtig frustrerende. Så er det sagt. Der skal en ordentligt omgang “retries” til, før man er igennem spillet. Har man tålmodigheden og er til fremtidsracere, så er der masser af underholdning at hente. Eller som sagt, det burde der være. Spillet er bygget op, så der ville havde været masser af replay value.

Der er 51 baner, der kan tæskes igennem igen og igen i fem forskellige game modes. Spillet har endda en random funktion, hvor den vælger en tilfældig bane, tilfældig game mode og tilfældigt tidspunkt af døgnet, der skal battles på. Alligevel er der ingen, der spiller det online, og det er en skam. Denne type af spil, er jo klart sjovest at spille mod andre mennesker. Anmelderen her føler i hvert fald, at spillet døde før det fik sin chance til at vise, hvor godt og dybt det er.