Thief, som er et reboot af den klassiske serie med samme navn, foregår nemlig i en mørk by, med tydelig inspiration fra London i den viktorianske periode. Folket bliver undertrykt af en fæl diktator, mens en sygdom kendt som "The Plague" spreder sig hastigt - og inde midt i det hele finder vi vores anti-helt, tyven Garrett.
Spillet starter ud under en stor fest - man er dog ikke en del af fejringerne. Det er de almene mennesker dog, så man er passende nok ved at bryde ind i en lejlighed, da spillet starter.
Det her er en af de ting, som føles fantastisk i Thief: At liste rundt i en lejlighed og gennemplyndre den. At tjekke alle skuffer igennem, for at få fat på de sidste guldmønter, at finde små noter, man kan læse, eller at se, om man kan finde noget, der er mange penge værd, mens man lister lydløst rundt. Det er naturligvis specielt sjovt, når der er personer i området, man forsøger at stjæle fra - senere på dagen lykkedes det mig endda at stjæle en persons kop, mens hun sad ved siden af.
Efter de første par lejligheder står man på et loft, fyldt med fuglebure. Man skal naturligvis undgå at skramle med dem, mens man bevæger sig hen mod et maleri, som man har fået et tip om - og ganske rigtigt, ved at trykke på en hemmelig knap i maleriets kant, kan man komme ind til et pengeskab, som indeholder en værdifuld halskæde. Straks bliver man afbrudt af ens tidligere partner - og det viser sig, at Garrett og partneren er blevet hyret til at stjæle samme genstand fra byens diktator, som simpelthen er kendt som "The Baron"
Snart hopper og lister man over hustoppe, igennem store, luksuriøse slotshaver, hvor det i sandhed er vigtigt at undgå at blive opdaget af vagterne. Man lærer hurtigt én ting i Thief - kamp kan ikke betale sig. At tage en enkelt kamp en-til-en er en udfordring, mens to-mod-en er håbløst - og at slå tre vagter ned er noget nær umuligt. Det står selvfølgelig i kontrast til andre spil, hvor at det bare bliver sværere af at man bliver opdaget - i Thief bliver det hurtigt fatalt.
Det er næsten forudsigeligt, men hvad der ellers virker som en rutineopgave går naturligvis helt galt - baronen er nemlig i gang med at udføre et mystisk ritual med den genstand man ellers er blevet sat til at stjæle. Ens partner ryger igennem et glasloft - lige ned i midten af rummet, hvor ritualet bliver udført - og man bliver selv slået ud.
Spillets historie begynder for alvor et år efter prologen. Garrett kan ikke huske noget af det der er sket siden den dag, men The Plague er blevet spredt langt mere i byen, og omstændighederne er værre end nogensinde. På plussiden har Garrett dog fået en ny evne, i form af en Focus-mode man kan aktivere, som får diverse ting man kan interagerer med, til at lyse op - for eksempel en knap, man kan skyde med sin bue, for at få en bro fra den ene hustop til den anden, til at falde ned.
Efter at man på mystisk vis er vendt tilbage til byen, skal man naturligvis nå tilbage til ens gamle base, oppe i et stort ur, der lige så godt kunne have været Big Ben. Turen gennem byen er en af de bedre spilsekvenser jeg har været igennem meget længe, fordi at byen føles så levende. Der er ikke andre mennesker end vagter på gaden - som igen kun er der, for at sikre at folk ikke går udenfor efter mørkets frembrud. Hvis man lister forbi et vindue kan man dog høre småsnak fra borgerne - nogle snakker om spredningen af The Plague, andre snakker om oprør og nogle tredje snakker om hverdagssituationer. Ved et tilfælde overhører jeg dog også et par, som planlægger at bryde ind på socialkontoret og stjæle den store guldbuste af The Baron, som bliver gemt i et hemmeligt skab. De ender dog med at aflyse tyveriet, da de vurderer, at sikkerheden simpelthen er for stor, og at ingen er gode nok til at bryde ind i pengeskabet, som busten befinder sig i. Det lyder næsten som en advarsel, men som mestertyven Garrett kan man jo umuligt tage det som andet end en udfordring.
På vej mod uret er vejen dog blokeret. Garrett finder dog hurtigt ud af, at den nemmeste måde at komme forbi må være simpelthen at kravle gennem smykkeforretningen (og plyndre den på vejen), for så at hoppe over muren.
Det er tydeligt, at der er tænkt over tingene i Thief. Det føles så godt, når man lister sig forbi en sovende vagt, eller formår at gøre noget så imponerende som at stjæle et flot bæger, som står på bordet ved siden af husets dame, mens hun sidder og syer. Der bliver ikke lagt skjul på, at det altså ikke handler om at snige sig rundt og snigmyrde folk - det handler om at snige sig rundt og blive rig, ved at stjæle fra dem.
Spillets første rigtige mission bygger mest af alt op om resten af spillet, i og med at man bliver introduceret til en masse af de personer, man har sin daglige omgang med. Basso, som giver en opgaver - her en, hvor man skal stjæle en ring, fra en mand, som uheldigvis viser sig at være død. Orion, lederen af oprørsgruppen som planlægger at styrte The Baron af tronen, samt Queen of Beggars, en blind, gammel dame, som ikke desto mindre har ører og øjne overalt i byen, og ved alt hvad der er værd at vide, om alle de interessante personer.
At snige sig uset rundt er ikke det helt store problem - holder man sig til skyggerne er det ret svært at blive opdaget, mens man til gengæld nemt bliver set, lige så snart man er ude i lys. Heldigvis er man også bevæbnet med sin trofaste bue, når man endelig bliver opdaget - mens at hånd-til-hånd kamp er svært, så er det dejligt lige at kunne skyde en vagt, inden han når hen til en. Buen kan naturligvis også bruges til meget andet - der er pile med flade spidser, som kan trykke på diverse knapper eller lave larm, så man lokker vagterne på vildspor. Derudover er der også pile med reb på, som man så kan skyde ind i ting, for derefter at kravle op ad rebet - hvilket man tit får brug for, hvis man vil komme op på en bjælke og snige sig direkte over vagterne, for eksempel.
Uden at afsløre for meget af historien, så lykkedes det at stjæle ringen, med få problemer, og jeg går på et regulært tyvetogt på turen hjem mod det store ur. Efter at have plyndret mig gennem et par huse, uden at finde andet end småmønter, får jeg dog fat i noget spændende, efter at jeg er vandret ned i stueetagen, efter at have brudt ind gennem et vindue på første sal. Jeg finder nemlig en vagtplan - og så går det op for mig, at jeg står inde på socialkontoret. Jeg var ellers på vej ud, men går hurtigt i gang med at finde det hemmelige pengeskab, som viser sig ikke at være helt så godt skjult, som man ellers skulle tro. De fem låse er heller ikke det store problem at forcere, og inden længe står jeg med en flot guldbuste - som i sig selv er mere værd, end alle de andre ting jeg har plyndret den aften. Et smil breder sig på mine læber - en mestertyv er født.
Thief udkommer herhjemme til Xbox 360 samt PlayStation-konsollerne d. 27. februar. Spillet udkommer også til Xbox One, men vil ikke være tilgængeligt i butikkerne herhjemme, før konsollen er det.
Facebook
Twitter
