The Godfather II - Del 1

Skrevet af: Morten Skou - 23. marts 2009 - kl. 19:36
Del denne artikel:
0 0
Electronic Arts er endelig klar med efterfølgeren til deres Godfatherspil. Spillet er ligesom det første spil blevet lavet med licens fra filmen, og mange af de originale skuespillere har også indvilliget i at ligge stemmer til, så der er lagt op til den helt rigtige stemning. Vi har haft mulighed for at prøve kræfter med en næsten færdig udgave af spillet, og giver jer indtryk fra spillet over tre previews fordelt over de næste tre dage.

Godfatherfilmene handler om mafiafamilien Corleone, der til at starte med bliver ledet af Vito Corleone, en intelligent, hård men retfærdig mafia Don i New York. Som filmene skrider frem igennem årene, bliver familiens yngste bror, Michael Corleone, det nye familieoverhoved.

Godfather 2 spillet, som finder sted i 1950’erne og starten af 60’erne, har en del af handlingen med fra den anden film i Godfather trilogien, men den følger ikke historien slavisk. Historien i Godfather 2 starter på Cuba, hvor mafiabossen Hyman Roth meddeler de andre familier, at han har valgt at trække sig tilbage, og at han har delt hans marked ud imellem dem. Som personen Dominic, en følgesvend til mafiabossen Aldo Trapani, befinder man sig midt i det hele, da der pludselig udbryder revolution på Cuba. Man skal sørge for at få Michael Corleone, Aldo og resten af følgeskabet sikkert ud til lufthavnen – dette foregår ved at skyde sig vej frem igennem en række fjender. Desværre overlever Aldo Trapani ikke turen.






På grund af Aldo’s død mener Michael, at fællesskabet på Cuba var grunden til, at de forskellige mafiafamilier ikke brugte tiden på at bekrige hinanden. Nu da Aldo ikke længere er i live, forudser Michael, at alle familierne nu vil forsøge at få en bid af kagen i New York, derfor bliver Dominic udnævnt til boss og skal nu i gang med at opbygge sin egen familie i et forsøg på at overtage New York.

I starten af spillet får man ligesom i så mange andre spil mulighed for at lave sin egen karakter. Der er mulighed for at ændre på en lang række forskellige parametre, som gør, at spilleren kommer til at se helt unik ud. Det udseende, som man giver karakteren, går igen igennem alle de forskellige mellemsekvenser i spillet. Selve spillet er et tredjepersonsactionspil meget lig det vi kender fra eksempelvis Grand Theft Auto og Saints Row. EA har dog forsøgt at tilføje et ekstra perspektiv, nemlig muligheden for at lave mere strategiske beslutninger end man normalt ser i spil i samme kategori.

En død mand er nytteløs
I mafiaverdenen er der mange måder at tjene penge på. I Godfather 2 foregår det blandt andet ved, at man overtager nogle forretninger, der som udgangspunkt ser ud til at være hele legitime, men som regel har en eller anden form for undergrundsforretning, eksempelvis en stripbar eller kasino, i nogle imponerende store baglokaler.

Lige som i det første Godfatherspil, overtager man disse forretninger ved at ”overbevise” indehaveren om, at de har brug for noget beskyttelse. Dette foregår typisk ved, at man først forsøger at snakke dem til rette, og når det ikke virker – hvilket det aldrig gør – må man jo forsøge at banke noget fornuft ind i dem. Alle personer i spillet har et såkaldt svagt punkt, hvor de knækker, jo mere man skræmmer dem, jo tættere kommer de på dette punkt. Kommer man til at overskride punktet alt for meget, så begynder de at ville slås, og så ender man som regel ud med et lig frem for en ny forretning. Eftersom de forskellige forretninger allerede er ejet af andre mafiafamilier, er der som regel nogle vagter, som man bliver nødt til at gennembanke, før man kan komme til at snakke lidt fornuft med ejeren.






Når man har overtaget en forretning, er det en god ide at placere nogle vagter på stedet for at sørge for, at de andre mafiafamilier ikke overtager den igen. Hver vagt koster en sum penge, og man er begrænset i antallet på grund af, at lønningerne helst skal ligge under den daglige indtjening.

I krig gælder alle kneb
De andre familier, som man overtager de forskellige forretninger fra, er naturligvis ikke specielt glade for at miste deres indtægtskilder. Derfor bliver ens forretninger jævnligt angrebet i et forsøg på at overtage dem. Selv om man selvfølgelig har placeret vagter på stedet, så har man stadigvæk mulighed for at køre derhen og give en hånd med – er man optaget, kan man sende et andet familiemedlem i stedet.

Stille og roligt som spillet skrider frem, får man opbygget en større og større familie i og med, at man får brug for forskellige følgesvende til at udføre specielle opgaver. De nye familiemedlemmer har hver deres eget ekspertiseområde, eksempelvis kan de have egenskaben af at kunne lappe folk sammen igen, sprænge huse i luften eller være muskelmænd, der er gode til at skabe hukommelsestab hos vidner.






Der er forskellige forretningsområder i byen. Har man alle forretningerne indenfor en bestemt kategori, får man en speciel fordel som eksempelvis knojern, skudsikre veste eller hårdt armerede biler. Mister man en forretning indenfor det bestemte område, så man ikke længere besidder dem alle, så mister man også fordelen – det samme gælder naturligvis for sine fjender.

Nyt lækkert overblik
Godfather 2 gør brug af et ikke tidligere set oversigtskort, hvor det hele er i 3D. Kortet tilgås ved at man trykker på ”Start”-knappen, og efterfølgende kan man panorere rundt i den by, som man befinder sig i. I ”Don’s view” kan man se en masse informationer om de forskellige forretninger, blandt andet hvor mange vagter der er indsat til at beskytte dem. Det er selvfølgelig også her man finder frem til de forskellige opgaver og missioner.

Også minikortet, som man hele tiden kan se, er lavet i 3D. Dette gør det nemmere at finde rundt i bygninger, der er i flere etager, men kan til tider også virke mere uoverskueligt end et tilsvarende kort i 2D.

Synes du at The Godfather 2 lyder som et interessant spil, så kig forbi igen i morgen, hvor anden del af vores trilogi af previews over spillet kommer online.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support