Project CARS hands-on

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 17. august 2014 - kl. 19:39
Del denne artikel:
0 0
På Gamescom fik vi en lille halv time i selskab med Project CARS fra Slightly Mad Studios - læs vores første indtryk af denne racesimulator her.

Mange husker måske Slightly Mad Studios fra Need for Speed: Shift og Shift 2: Unleashed. Men tag ikke fejl - disse to var bestillingsarbejder fra Electronic Arts, der ønskede lidt ny energi i deres dengang falmende Need for Speed serie. Slightly Mad Studios har nemlig rødder tilbage i GT-R serien til PC (dengang hed de Blimey! Games), som virkelig var hardcore simulatorer og de står den dag i dag, stadig som nogle af de mest realistiske racesimulatorer nogensinde.



Project CARS blev påbegyndt tilbage i oktober 2011 og det er blevet udviklet og finansieret på en lidt speciel måde, nemlig via et crowd-funded/crowd-powered World of Mass Development program, som betyder, at spillet i virkeligheden er formet, skabt og finansieret af et community.

Siden starten tilbage i 2011, har mere end 85.000 spillere spillet, testet og kommer med værdifuld feedback til Slightly Mad Studios, som også har modtaget dele af finansieringen fra det samme community. Dem som har støttet projektet finansielt, vil så kvartalsvis få del i overskuddet fra spillet, i løbet af de første to år spillet er på markedet. Så ved at købe spillet, støtter du også det community, der har brugt tusindevis af timer på at teste og komme med feedback til Slightly Mad Studios og som finansielt har støttet projektet, fordi de har troet på det vejen igennem.

Så man kan sige, at Project CARS i høj grad er det spil, som racingfans gerne vil have, da de har været med til at udforme spillet og har givet feedback omkring, hvad de gerne så i spillet. Ved siden af dette community, har Slightly Mad Studios haft tilknyttet tre professionelle racerkører til projektet, for som en repræsentant for Slightly Mad fortalte os, at man kan aflæse meget om hvordan biler reagerer under forskellige situationer ud fra telemetridata, men det er kun et menneskes input, der kan få den sidste rigtige følelse frem. De tre racerkører er Ben Collins, som er den tidligere Stig på Top Gear programmet, det er Nicolas Hamilton, racerkører og lillebror til Formel 1 stjernen Louis Hamilton og endelig Oli Webb, som er racerkører i den europæiske Le Mans serie.



Alt det her er meget godt, men hvordan føles spillet så, når man spiller det? Jeg satte mig ned og prøvede et løb i en BMW M3 DTM racer på Hockenheim banen i Tyskland. Styringen var dejlig tung og fartfornemmelsen var rigtig fin. Der skulle bremses de rigtige steder og håndteringen af bilen føles helt rigtig. Selv om man måske synes, at Forza Motorsport 5 virker realistisk, så er det her altså på et noget andet niveau - ikke at det er kedeligt og støvet, men jeg synes at man kunne mærke, at der virkelig lå en tung og velfungerende bilfysik under overfladen her.

Noget af det mest overbevisende jeg oplevede var, at vejret skiftede midt under mit løb - og det var ikke bare sådan, at det pludselig begyndte at regne, som man ser i andre spil. Nej, her lod jeg mærke til, at skyerne langsomt begyndte at samle sig på himlen og det blev mørkere på banen - og pludselig så man de første små regndråber på forruden. Inden længe stod det ned med regn og vinduesviskerne begyndte at køre.

Det betød naturligvis også, at banen nu var en helt anden at køre på. Hvor man før kunne køre ind over curbes uden den store risiko, ville den slags være det rene selvmord i regnvejr. Efter regnvejret ville der hurtigt blive kørt et tørt spor ned i banen, men skulle der foretages overhalinger, var man nødt til at køre ud i det våde og glatte område igen.

Det er jo ikke første gang, at man oplever at regnvejr påvirker den måde man spiller på i et racerspil, men i Project CARS var det lige taget et niveau længere. Bare den lille detalje med, at man kunne se regnvejret trække sammen over banen betød nemlig, at man kan nå at gøre sig nogle tanker om, om man skal køre i pit for at skifte til regndæk eller om man skulle holde sig ude på banen. Ville det overhovedet blive regnvejr eller ville skyerne bare trække forbi? Det dynamiske lys og vejr system så virkelig imponerende ud og kunne ændre et løb fra det ene øjeblik til det næste.



Project CARS vil indeholde en række forskellige spilmuligheder. Man kan køre fulde raceweekender, eller man kan starte sin karriere som racerkører og så arbejde sig op igennem rækkerne. I modsætning til mange andre racerspil, er man her ikke tvunget til at starte i de lavere rækker, så har du lyst til at kaste dig ud i udfordringerne i den europæiske Le Mans serie, eller i den Europæiske GT serie, så kan du gøre det lige fra starten.

Baseret på en række historiske kører og deres fantastiske resultater igennem tiden, kan man også deltage i tre historiske spilmuligheder; Zero to Hero, Defending Champ og Triple Crown. I Zero to Hero skal man starte i de laveste klasser og så arbejde sig op igennem rækkerne i løbet af så få år som muligt. I Defending Champ skal man forsøge at forsvare ens mesterskab tre år i træk, men man i Triple Crown skal tage pladsen øverst på podiet i tre forskellige racerklasser.

Jeg har tidligere været lidt skeptisk overfor Project CARS, for nok er bilsimulatorer en af de genrer indenfor bilspil jeg holder mest af, så kan de også blive for tekniske og frustrerende, så de ganske enkelt bare ikke er sjove at spille. Man skal huske på, at dette stadig er et spil og ikke er teknisk simulator, for at få racerkører til at blive endnu bedre. Men jeg blev glædelig overrasket over Project CARS, som stadig er et spil, men med stort fokus på realisme og det er tydeligt, at der er lagt meget hjerte i det her spil.

Jeg prøvede 2x3 runder på Hockenheim; i det ene løb var det i den føromtalte BMW M3 og det andet løb var i en lille Formel Renault. Selv om løbene foregik på den samme bane, var der stor forskel på dem, da det ene foregik i tørvejr og det andet i begyndende regn og efterfølgende tøjvejr og det betød også, at der var helt forskellig lyssætning på banen. Det ene løb (med BMW'en) var ligeledes sat op mere som en simulator, end det andet var og det tyder på, at man vil kunne skræddersy sværhedsgraden præcis som man ønsker det.



Project CARS var generelt en positiv overraskelse for mig. Jeg har tidligere været lidt i tvivl om, hvor meget spil der lå gemt under simulationsoverfladen, men efter min halve time med spillet, er jeg noget mere rolig.

Der udkommer fire bilspil dette efterår; Forza Horizon 2, The Crew, Drive Club (PS4) og så Project CARS - de tre af dem er arkaderacere mens Project CARS er den eneste racesimulator. Så er du ude efter et seriøst bilspil, som er et godt alternativ til de mere hæsblæsende arkaderasere hvor fokus er et helt andet sted, end det er i Project CARS, så kunne dette nye spil fra Slightly Mad Studios være et rigtigt godt alternativ.

Project CARS kommer til Xbox One, Playstation 4 og PC til november.

Som bonus information kan jeg fortælle, at jeg også fik mulighed for at prøve spillet med Oculus Rift og på PC med 4K support og begge dele så fremragende ud - med Oculus Rift var den grafiske kvalitet dog sat noget ned, men på den anden side, fik man en uovertruffen 3D fornemmelse.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support