Ori and the Blind Forest - hands-on

Skrevet af: Palle Havshøi-Jensen - 15. august 2014 - kl. 10:02
Del denne artikel:
0 0
På Gamescom satte vi os ned med manden bag det meget spændende Ori and the Blind Forest - og gik derfra med et noget andet indtryk af spillet, end da vi kom.

Vi mødtes med designer og forfatter på Ori and the Blind Forest, Thomas Mahler, (som har en fortid som designer hos Blizzard Entertainment), på Microsofts Xbox presse center, til en snak om Ori and the Blind Forest. Spillet blev annonceret på E3 i år, med en lækker stilfuld trailer og det indtryk jeg fik af spillet dengang var, at det var et lidt melankolsk platformspil, lidt i stil med Limbo og måske Valiant Heats. Men det blev der hurtigt ændret på.



Spillet har været under udvikling hos Moon Studios i fire år og Microsoft signede op på projektet for omkring tre år siden og de har været i stand til at holde projektet helt hemmeligt, indtil E3 messen i år, hvor det så blev annonceret til stor overraskelse for stort set alle. Moon Studios er en samling af designere og programmører placeret overalt i verden, lige fra USA, Østrig, Tyskland og Danmark, til Israel, England og Australien. Grund-teamet består af 8-9 personer, mens der i pressede situationer kan opskaleres til omkring 20 mennesker på projektet.

Thomas Mahler siger, at spillet er inspireret af både Metroid- og Rayman serien men også af forskellige Disney-film. Mahler beskriver spillet som et 2D action-platformspil og man spiller den lille hvide Ori, som er en slags beskyttende skov-ånd, som skal begive sig ud på en farefuld færd, for at lære mere om sig selv. Vi kunne ikke rigtigt få Mahler til at tale ret meget om historien og da vi prøvede igen lidt senere, blev vi afbrudt af en repræsentant fra projektet hos Microsoft, som sagde at de ikke ville tale om historien, for den skulle man selv have lov til at opleve.

Vi fik demonstreret dele af det vertikale gameplay, som også er i spillet. Vi var i det enorme Ginso Tree, som minder mig lidt om det hellige træ fra Avatar. I løbet af spillet, får man adgang til i alt ni specielle evner, samt en masse andre sekundære evner og vi fik demonstreret evnen Bash Attack, som gør det muligt at nå områder man tidligere ikke ville kunne nå.



Bash Attack foregår på den måde, at man kan hoppe med Oni, og ved at holde Y-knappen nede, pauser spillet og der kommer en lille kompas-agtig pil frem og man kan nu pege den i den retning man vil hoppe. Bash Attack er ikke bare en fancy måde at lave dobbelt-hop på, det kan også bruges aktivt imod fjenderne, som i den sektion vi så, hovedsagligt var forskellige planter og underlige skabninger.

Ved at bruge ens Bash Attack på fjendens "projektiler", kan man ikke alene hoppe på dem for at undgå dem, men man kan også sende projektilet i den retning man ønsker. Man kan sende det tilbage mod fjenden eller man kan sende det hen imod et område i omgivelserne som skal ødelægges, hvilket er meget nyttigt, da Ori ikke har nogen form for skud eller angreb selv (i hvert fald ikke hvad vi nåede at se i den tid vi sad med spillet).

Denne Bash Attach egenskab åbner op for en masse puzzle-muligheder, som vi også så nogle eksempler på, for eksempel hvor man rettede en fjendes skud af og sendte det over mod en række portaler, som ledte projektilet et helt andet sted hen på banen, hvor man havde brug for at ødelægge noget. Bash Attack er ikke let og generelt virker Ori and the Blind Forest ikke som noget let spil, men Moon Studios mente ikke, at de udelukkede nogen fra deres spil, ved at lave forholdsvis komplicerede styringsmekanikker og de ni forskellige egenskaber, havde naturligvis været igennem testgrupper hos Microsoft, for at blive testet af. På den anden side, ønskede Moon Studios heller ikke at lave et alt for let spil, da de gerne ville have lidt af den old-school gaming følelse fra netop Metroid spillene ind i Ori and the Blind Forest. Så lad dig ikke snyde af den flotte og nuttede grafik, det kan være historien om den berømte ulv i fåreklæder.



Da jeg gik ind til mødet med Ori teamet, havde jeg et helt andet indtryk af spillet, end da jeg gik derfra. Jeg troede at jeg skulle ind og have en gennemgang af et meget følelsesbetonet og langsomt spil, men fik i stedet en hardcore 2D action-platformer at se. Jeg ved ikke om jeg er skuffet over det - godt nok er jeg en sucker for melankolske spil med en bestemt dyster tone, men Ori and the Blind Forest ser absolut stadig fremragende ud og at der bare er veludviklet gameplay nedenunder den smukke overflade, kan ingen vel klage over.

Vi ser i hvert fald frem til at vi kan få lov til at spille hele spillet, som vil indeholder 20 levels og som vil tage omkring 10 timer at gennemføre, alt efter hvordan man angriber spillet. Ori and the Blind Forest udkommer til Xbox One mod slutningen af 2014, mens en Xbox 360 version forventes at komme i starten af 2015.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support