Battlefield: Bad Company

Skrevet af: Jesper Thuesen - 5. maj 2008 - kl. 09:00
Del denne artikel:
0 0
Battlefieldserien er et af de mest populære onlinespil p.t., og tusinder af spillere verden over samles hver dag for at udkæmpe drabelige slag på de virtuelle kampmarker. Indtil videre har Xbox 360 ejere måtte ”nøjes” med Battlefield 2: Modern Combat, som blev modtaget noget lunkent af den samlede anmelderskare. Der er dermed lagt op til, at det nyeste spil indenfor serien, Battlefield: Bad Company, skal løfte den tunge arv på sine skuldre – spørgsmålet er så, om disse er brede nok.

Annonce:



Nu har EA og DICE givet spillerne mulighed for at få en prøvesmagning på det længe ventede spil, hvilket sker igennem en beta test, hvor man får mulighed for at duellere med andre Battlefield kombattanter via Xbox Live. Betaen byder på to forskellige maps, det tætpakkede, mørke landsbymiljø i Ascension samt det mere åbne ørkenbymiljø i Oasis. Den eneste gamemode, man kan benytte sig af i betaen, er det såkaldte ”gold rush”, hvor spillereglerne er enkle; der er to hold, attackers og defenders. Attackers har til opgave at angribe det forsvarende holds gulddepoter, og som du nok har gættet, så skal forsvarerne beskytte disse.

Gulddepoterne består af to skrin med guld. Såfremt det angribende hold har succes med at få smadret disse skrin, vil det forsvarende hold blive tvunget længere tilbage på banen, indtil der til sidst ikke er mere plads at give af – herefter vil det angribende hold vinde kampen. Det angribende hold har dog kun et begrænset antal forstærkninger at benytte sig af, og løber holdet tør for disse inden man har smadret samtlige gulddepoter, så tabes kampen.


FPS som vi kender det – eller er det?
For erfarne gamere indenfor shootergenren vil Battlefield: Bad Company være meget nem at gå til. Man har mulighed for at benytte sig af forskellige klasser, som hver har deres styrker og svagheder, og her er der tale om velkendte stilarter som Assault, Recon og Demolition. Assault egner sig bedst til nærkampe, Demolition bedst som anti-tank patruljer og Recon som sniper teams. Dermed er alting, som det plejer at være.

Ligesom Call of Duty 4 har man bygget et internt pointsystem, hvor spilleren, efterhånden som denne får sig nogle kills på samvittigheden, stiger i rank og dermed åbner for en række nye våben og andet godt. Kontrolskemaet er ligeledes til at gå til, og man vænner sig hurtigt til styringen af sin soldat, hvad enten denne befinder sig i et køretøj eller til fods. Ergo byder Battlefield: Bad Company ikke på nogen deciderede nyskabelser indenfor gameplayet. Til gengæld har udviklerholdet gjort meget ud af, at valget mellem køretøjer, artilleri, både samt luftfartøjer skal være varieret, og i betaen fungerer dette ganske godt. Man får bl.a. mulighed for at styre tanks, helikoptere, jeeps og både, og dette kan betyde utroligt meget for den måde, som man angriber modstanderne på.


En anden ting som adskiller Battlefield: Bad Company fra den anden onlinekrigsspilgigant, Call of Duty 4, er, at man i Battlefield: Bad Company har uanede muligheder for at sprænge diverse forhindringer i luften, og dette gælder hvad enten det er en palme, et træ, et hegn eller sågar en husmur, der står i vejen. Det er virkelig en fornøjelse at se palmetræer give efter, når man kommer brasende i sin tonstunge kampvogn, og så er det utroligt tilfredsstillende at tage livet af en fjendtlig soldat, som troede han var i dækning bag en væg. Destruktionssystemet fungerer bedre end Conflict Denied Ops, men muligheden for at ødelægge ting er dog stort set begrænset til ovennævnte ting. Andre genstande som trapper indenfor bygningerne, stiger, skilte m.m. kan ikke ødelægges, hvilket er en smule ærgerligt, da det kunne have givet nogle strategiske fordele.

Helhedsindtrykket af betaens grafiske side er bestemt positivt. Der er skruet godt op for effekterne, når man i kampens hede må vænne sig til, at murbrokker og projektiler fyger om ørerne på spilleren. Endvidere ser det mildest talt imponerende ud, når partikeleffekterne rigtig får lov til at vise muskler. Det giver en meget forvirrende fornemmelse men bestemt på den rigtige, krigsagtige måde – undertegnede har ikke betrådt nogle af virkelighedens krigsstier, men følelsen af at befinde sig i midten af en heftig ildkamp er bestemt til stede.

Ligeledes gør lyden sit til, at spilleren skal have en fornemmelse af, at man virkelig befinder sig i midten af en moderne kampzone. Der er skruet godt op for bassen, når olietanke eksploderer i nærheden, eller når man tømmer sit magasin efter sine fjender. Undertegnede var dog mest imponeret over den distance lyden kunne byde på. Selvom man befandt sig langt tilbage på banen, kunne man næsten følge med i slagets gang via den fjerne lyd af skud og bomber krydret med de indkomne beskeder over radioen. Det er simpelthen fantastisk godt lavet.


Ikke uden potentiale… og fejl.
Lad det dog være sagt med det samme, at betaen indeholder nogle ”finpudsningselementer” – som allerede nævnt i hot-blog’en kan man bl.a. opleve flere fejl i skygger, episoder hvor man hænger fast i banedesignet samt situationer, hvor bygninger og andre ting i landskabet pludseligt forsvinder til trods for, at man ikke befinder sig andet end 5-10 meter fra genstanden. Jeg har dog ikke oplevet dette mange gange, men når det sker er det selvfølgelig et irritationsmoment.

Men på bundlinjen er der slet ingen tvivl – Battlefield: Bad Company har potentiale! Der er masser af underholdning og spilletid i ”gold rush” kombineret med de to beta-maps, og krydres dette med flere gamemodes, flere maps og en solid singleplayerdel ser det umiddelbart ud til, at Call of Duty 4 ikke vil være alene om at levere solid onlineunderholdning. Der er masser af gode elementer i Battlefield: Bad Company, bestemt også forbedringsmuligheder inden det endelige spil udkommer, men beta’en efterlod i hvert fald undertegnede med et solidt, positivt helhedsindtryk.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support