25 to Life

Skrevet af: Kristian Skov Feilan (Crishake) - 1. januar 2005 - kl. 22:15
Del denne artikel:
0 0
Forfatteren hedder P. Frank Williams og bliver forhåbentligt kendt for at have skrevet en af år 2005’s bedste historier til en af årets største titler. Eidos er udgiveren og der er mange spændte ansigter, der kun venter på at høre mere fra spillet; 25 to life. Vi tager ind i hjertet af en by, hvor der både er gangstere og politimænd med stort overskæg og skarpladte pistoler. Xboxlife lægger hånden på pistolen og gør klar til at lade.

De fleste spil er baseret på en historie, som hele singleplayer-delen vil følge. Personerne bag 25 to life vil bevise, at man sagtens kan lave et fænomenalt spil, hvor man har flere historier kørende på samme tid. I spil som Grand Theft Auto, er man et gangstermedlem, hvis værste fjende er politiet. Avalanche Software vender det om og giver spilleren chancen for at spille på begge hold: Som politiet der skal sørge for at loven bliver holdt eller som et gangstermedlem der laver alle mulige former for kriminalitet. Vi ser frem til foråret, når Avalanche Software og Highway 1 præsenterer deres nye Third Person Shooter titel.





25 to life’s motto er enkelt: ‘be the law or break the law’. Du bliver én, der er født til at holde loven og sørge for, at alt er vel eller omvendt. Som politi kan du være i gang med at buste et af de berygtede gangstermedlemmer og bagefter i fuld gang med at røve en bank og kæmpe dig igennem en hær af SWAT medlemmer som kun har en tanke i hovedet, nemlig at få dig jævnet med jorden. Udviklerne ville gerne have, at spillet skulle foregå et sted som vil passe til nutidens byer, som f.eks. Los Angeles eller New York City. De valgte at lave et sted som egentlig kunne være alle steder i USA, men ikke et bestemt sted eller en bestemt by, så de ikke skulle forholde sig til præcise geografiske områder. Grafikken minder en del om Rockstars seneste titel fra deres voldsomt populære serie Grand Theft Auto: San Andreas. Spillet kan i øvrigt spilles som Third Person Shooter og First Person Shooter. Endnu en lækker detalje er, at spillet understøtter widescreen, hvad der efter sigende skulle se ret fedt ud.





Hvis vi bevæger os lidt mere ind i de usle slumkvarterer, som kan findes midt inde i hjertet af en hvilken som helst storby, finder man hurtig ud af, at det ikke kun handler om at undvige politiet og bryde alle regler. Nej, det handler om livsstil og om hvor hårdhændet man er. Jo mere rå og hård, jo nemmere har man ved overleve. Det op til dig, hvilken livsstil du ønsker at din person skal have, du bestemmer hvilken slags tøj personen skal bære, tatoveringer, våben musiksmag og alt andet der skal til for at gøre en gangster unik. Der arbejdes hårdt for at få personerne i spillet til at udstråle så meget personlighed som muligt. Man møder fx. en spansktalende person i forløbet, hvilket giver en god fornemmelse af, at der er brugt tid og kræfter på spillet. En rigtig hip hopper går i hip hop tøj og hører hip hop musik. Der vil være en række hip hop kunstnere som Ghostface Killah, Mos Def, DMX, Tupac og flere som vil blive offentliggjort senere. Ligesom i San Andreas har du også muligheden for, at skifte mellem sangene. Udover sangene vil der også være en robust og solid lyddel, med hensyn til skud og lignende. De kriminelle vil have adgang til et stort lager af ulovlige våben og adskillige fuldautomatiske rifler, såsom den kendte AK-47, eller endnu voldsommere af slagsen, som et oversavet jagtgevær.





Vi bevæger os også ind i en helt anden kultur, som vi vil se meget til, nemlig politiet. De har ikke nær så mange muligheder for at vælge deres helt personlige livsstil, men hvis man har valgt at blive på den rigtige side af loven, har man vel mere at se til, end at klæde sig ud og få klasket tatoveringer på her og der? Der er jo altid nogle som ikke altid vil gøre, hvad politiet siger. Igen er det, som spillet er bygget op på, en evig kamp om folks holdninger til loven. Politiet vil gøre brug af specielle taktiske ting, som røggranater, skjold og skudsikre veste. Politiet må jo holde sig på den rigtige side af loven og har derfor ikke adgang til nær så mange våben. Tit vil politiet føle sig en smule ubevæbnet i forhold til fjenden, men til gengæld er de noget dygtigere og mere erfarne end de kriminelle selv, pga. deres mange træningsøvelser. De kan også gøre brug af bedøvelsesvåben for bare at uskadeliggøre dem. Det er helt op til én selv, hvilke metoder man har i sinde at bruge. Politiets bevægelser er også mere kontrollerede, dvs. de løber bedre, holder et fast greb om pistolen og sigter mere præcist. Hvor gangsterne gør mere ud af at det hele skal se mere cool ud og være mere dramatisk, derfor bliver de mere ukontrollerede i deres bevægelse og sigter ikke nær så godt som de professionelle SWAT teams. Vælger man at ’be the law’ bliver man stillet i skoene som en politiofficer, som får til opgave at få jaget en bande tilbage til deres gyde.





Foruden den hæsblæsende single player del bliver der også god mulighed for at spille online via Xbox Live – som skulle få hele armen. Der vil kunne være op til 16 spillere i hvert spil og banerne foregår i de maps, der findes i single player delen. En detalje som er rimelig vigtig at få med er, at man både kan have et bandemedlem og en strømer på sin profil. Det er ligegyldigt, om det er den ene eller den anden mand du spiller med og det påvirker heller ikke hvilket hold du kommer på. Der er flere forskellige modes at vælge imellem, sådan du ikke kun kan spille mod dine venner på én måde.





Alt sammen er af variationer over temaet “røvere og soldater”. Der er team og solo deathmatch som vi kender det. Tag mode går ud på at infiltrere bag fjendens linjer og overtage deres territorium. I Robbery mode går det ud på at stjæle så meget som overhovedet muligt uden at blive opdaget. Hvis du er vild og blodig, kan du spille i Raid mode, hvor du sparker døre op og tømmer utallige magasiner. Interessen er høj og allerede nu er der så småt begyndt, at dukke klaner op her og der som SWAT eller Gangsters. I multiplayerdelen er der rig mulighed for at høre sange fra radioen, som du til enhver tid vil kunne skifte til imellem numrene.





Xboxlife har nu været rundt om de fleste hjørner og kanter af spillet. Udviklerne har endnu ikke fortalt et hav af detaljer om spillet og dets kvaliteter. Dette var hvad det blev til i denne omgang og vi kan allerede nu siger med sikkerhed, at vi glæder os som små børn til foråret, hvor titlen helst skulle findes i butikkerne. 25 to life har nogle kvaliteter som ikke hænger på træerne. Så snart der kommer mere info omkring spillet, slår vi til igen.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide dette preview..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support