Xboxlife forum

mass effect, tanker om

Her diskuteres alt om Mass Effect.

tørstigt rumvæsen i din baghave?

stik mig en colt fra kassen. pronto
3
30%
stik os to kolde fra kassen
7
70%
 
Afgivne stemmer : 10

mass effect, tanker om

Indlægaf poulx » 15. aug 2010 17:15

”if you could only see what i've seen with your eyes. attackships on fire at the shoulder of Orion [...]” - citat fra blade runner.

menuskærmen. musikken.
allerede fra først tone ramte stemningen noget i mig. det der et eller andet der gør mennesker til drømmere. jeg skruede op for lydstyrken, og gik ud på terrassen med en smøg. der satte jeg mig og lod mit blik følge med røgen op i stjernehimlen over odense. længe.

jeg var dybt berørt. melankolsk. som da jeg hørte første nummer på frank lorentzens vidunderlige "balance of gaia".

længselsfuld som jeg ikke har været det siden barn, og mit hjerte drømte om rummet, som var det et andet hjem. ikke længere væk end min mors livmoder jeg var kommet fra. og alligevel uendeligt fjernt.
dengang levede hun. nu er hun død. adgangen ind til mit eget liv er lukket for stedse. de fleste stjerner på himlen er usynlige for øjet, fordi afstandene må måles i millioner og atter millioner af menneskeår; og fordi nære planeter og stjerner skjules af verdenslyset fra storbyerne.
det er det samme. hun er skjult for mig, som var hun nu et ukendt solsystem under jorden. under huden

jeg rejste mig med natten og sorgen i mit hjerte og satte mig tilrette i sofaen, og kom vel ned på jorden igen. det kan en joypad hjælpe godt til med. det er noget fysisk. dét og så kaffen.

jeg fik skabt en karakter ved navnet glays roc ( hvem kan stikke det i velkomne trykfejl?), og drog så ud på en rejse der mere eller mindre fyldte min hverdag de kommende to måneder. og det er de tanker jeg undervejs har gjort mig om spillet og dets opfattelse af verdensrummet og rumvæsner som jeg vil skrive lidt om her.

vi har et helt kosmos, en galakse, mælkevejen at bevæge os i. og vi gør det med våben i hænderne.

mass effect er et glimrende bud på hvordan mennesket vil opfatte sin rolle, når der i fremtiden bliver etableret kontakt til andre væsener fra andre solsystemer. som håndhævere af lov og orden med carte blanche til at iværksætte hvad end der måtte skønnes nødvendigt af aktioner og modaktioner. og i den sidste ende som ledere at et galaktisk fællesskab.

det er bemærkelsesværdigt at den respekt spillet lægger op til at mennesket har fortjent, og som vi bare mangler at vise resten af solsystemerne at vi er værd, skal opnås med våben i hånd overfor langt mere udviklede racer.
bemærkelsesværdigt på den måde at her oplever jeg for første gang for alvor at være central person i et spil om universets overlevelse, og jeg må selv gå med pistolen i hånden fra verden til verden og skyde mig igennem andre væsnerne, for til sidst at stå med den rygende laurbærkrans om hovedet. bogstaveligt talt skyder jeg mig igennem spillets univers, og tager aktivt del i den tanke at den mest udviklede del af racen homo sapiens er vores evne til lederskab igennem militær magt.

selvfølgelig er der intet nyt i dette. sådan er opfattelsen også i myriader af film; i sciencefiction romaner, og selvfølgelig tegneserier.

men er det også sådan i vores følelser? i vores drømme om intergalaktisk sameksistens?

action er et glimrende fundament for at holde game&gamer kørende til den bitre ende. men jeg mærkede imens jeg tog kuglehul efter kuglehul på mere og mere af handlingen og bi-jobbene i mass effect, at det føltes forkert. en del af mig sad stadig ude på terrassen med en smøg og savnede noget
på stjernehimlen. pistolen lå aldrig rigtig godt i hånden ( førend efter level 50, men det er en helt anden sag – karpov viii? tsk, tsk...) der var ikke andet end udsigt til mere krig og ufred ...

menneskeracen sejrede i form af glays og hendes eager men, ved hjælp af snille, snedighed, klogskab og ildkraft, men kun ved at gøre de fleste andre rumvæsner dummere end os selv. mere frastødende, ansvarsløse og tilsyneladende inkompetente, som f.eks. fjolserne i the counsil.

og sådan tror jeg bare ikke det er i virkeligheden. i det virkelige rum et sted i kosmos endnu udenfor menneskets bevidsthed. de er nok ret meget smartere end os. de af dem der kan rejse i rummet, nok

vores holdning til fremtiden er vores egen værste fjende. ” alt hvad der kan gå galt, vil gå galt”, siger murphys lov. ” alt hvad der kan gå galt, vil gå galt på pleiaderne”, siger murphys udvidede lov så. ja, men ikke førend et menneske dukker op med den indstilling til tingene...

mass relay ligger tæt op af begrebet critical mass, der som bekendt taler om hvad der sker når mange nok tænker og/eller handler overensstemmende – handlinger og tanker breder sig forstærket og intuitivt til andre uden for erfaringen den første gruppe har gjort sig. begge begreber handler om at rejse igennem tid og rum. begge dele transporterer bevidsthed, materielt og immaterielt … det her er kedeligt, men hæng på, jeg kommer til noget om bryster, og ”hot asari loving” senere. hvilken bevidsthed er det vi selv er del af? nogle, som har det sådan, vil kalde det for guds bevidsthed; andre igen vil kalde det for tao og en enkelt eller to der har det på den måde vil mene at det hele kommer fra solsikkerne i vinduet) vi rummer alle aspekter af tilværelsen i os, også i den galaktiske tilværelse når vi drømmer om den ( vi bor også selv på en planet der skiller sig ud fra andre i solsystemet, og givetvis også i højere eller mindre grad i galaksen. altså: vi bor på en anden planet), og hvorfor vi skulle vurdere vores militære evner for størst og mest kendetegnende gode for mennesket, og rejse ud med den pansrede abe på skuldrene, er forbløffende. thor heyerdahl stak den gode papirsbåd tigris i brand i protest over at det første han så da han nåede frem over havene, var krig.

skal vi føre branden med vor end vi går?

kort sagt har vi et større ansvar for at udvikle os, end for at udvikle våben. så længe menneskeracen opfatter sig selv sådan håber også jeg at vi vil blive på jorden. som udtryk for hvor mennesket står på det kosmologiske landkort er mass effect interessant. og sørgeligt voldeligt.

det var den ene side af det: volden og mennesket som selvoptaget skaber af lov og orden på tværs af
væsner og politisk systemer. ganske som vi oplever det når demokratiet bliver fundamentalistisk og drager på befrierfærd i andre verdensdele og kulturer. havde det bare været det tema som mass effect var skåret over, havde det kun været et halvt spil og ikke rigtig hævet sig over så mange andre bud på genren.
dette er sagt hvad angår plottet, alene. som rpg er spillet fremragende. dialoger og valgmuligheder er fantastiske, innovative og sjældent involverende. den del er løst fremsynet, og er også hovedårsag til at jeg glæder mig utroligt til at kommer i gang med toeren. det eneste spil jeg lige kommer i tanke om som bedre på den konto er fall out 3.

men mass effect indeholder også en fredsfremmende, omfavnende og kommunikerende del, som gør spillet til en ener. ideen om at accepten og kærligheden med interstellare racer er mulig. sent vil jeg glemme kærlighedsscenerne mellem liara og glays ( se – de navne kan man jo godt se for sig stå sammen, på en postkasse på adressen mælkevejen til højre). hele opbygningen af relationerne imellem dem indtil … klimaks … er fantastisk flot fortalt.

der er mange muligheder for at vælge at redde liv i stedet for at dræbe ( ikke nok synes jeg, men det er også svært at forstille sig et spil baseret på at bage pølsehorn til andre livsformer, og så ellers smile så godt man kan)

sjælen er ikke et våben. når det bliver min tur til at rejse ud fra jorden ( og det bliver ikke om tre-fire hundrede år, men allerede om små halvtreds år, ifølge statistikken. sådan er man så privilegeret som dødeligt menneske, at eller anden hvert sekund giver nasa og esa baghjul så stjernerne synger), vil det blive som et evigt barn der forlader sin moder for anden gang, for at komme hjem til hende igen hvor hun dvæler i solsystemet under jorden – i brystet på et menneske, det rumvæsen du også er.

jeg har intet nyt sagt, men åh, hvor havde jeg lyst til at sige det med egne ord.


ps: acievement award for at have læst dig igennem smøren er:

hvad der også er spændende i mass effect er at alle kvindelige entiteters brystmål er fuldstændig ens, ”one armor fits all”. det er jo praktisk, og nydeligt for øjet. jeg skabte selv en kvindelig karakter for at have lidt pænt at se på, men sørme om ikke også asari og quarians, samt ikke mindst info-hologrammerne på citadellet var rigtig pæne. og altså havde lige store bryster. det er jo altid godt med standarder, også universelle ( i dette tilfælde str. 75dd, ser det ud til). og her kommer din award, delt op alt efter om du har gennemført læsningen som:

hetero rummand:

tænk ikke på et par dejlige bryster nu.

hetero rumkvinde:

tænk ikke på en skøn brystkasse nu.

homo rummand:

tænk ikke på en smuk brystkasse nu.

homo rumkvinde:

tænk ikke på smukke bryster nu.

diende rumbørn:

tænk ikke på din mors bryster. overhovedet. lad hende lige få ro et sekund.
Senest rettet af poulx 16. aug 2010 10:23, rettet i alt 1 gang.
poulx
 


Indlægaf spif2001 » 15. aug 2010 18:24

Ikke nemt at kommentere på sådan en omgang ( burde du ikke starte en blog om spil filosofi? ), men her er lidt alligevel:

Mht menneskets trang til at bekrige, så gør vi det jo i vid udstrækning imod vores egne rundt om i verden og har igennem historien ikke vist, at vi kan eksistere fredeligt ret længe ad gangen. Tror faktisk aldrig at jorden har haft total fred i historisk tid.

Gene Roddenberrys utopiske Star Trek samfund, hvor alle er lige, penge er afskaffet og menneskets mål er udforskning og fredelig sameksistens med dem der vil, er jo nok liiige lyserødt nok. Så længe vi bliver misundelige på naboens stereoanlæg, kollegaens 5% højere løn, søsterens finere uddannelse etc - altså ikke kan se længere end vores egen fordør, så kan vi ikke forvente at menneskeheden som helhed, skal opføre sig meget bedre.

First encounter med en anden intelligens, vil jo nok forløbe nogenlunde fredeligt i nysgerrighedens tegn. Desværre vil menneskets natur nok hurtigt få overtaget og en berigelse af andres resourcer være uundgåeligt indefor kort tid astronomisk set.

Til gengæld vil en evt. anden livsform jo nok være os laaaangt overlegen teknologisk, da vi kun går de første spæde skridt i rummet. Hvis den anden livsform ligeledes er krigerisk indstillet, ja så er det jo nok hurtigt slut med menneskeheden. Måske kun en fordel for galaksen. ;)

Mass Effect tror jeg faktisk er tæt på, hvordan menneskeheden vil tackle andre livsformer. Cerberus er helt sikkert noget der ville dukke op, om end med et andet navn. Det kommer nok bare til at hedde Dansk Folkeparti... :P
Billede
spif2001
Niveau 9
 
Indlæg: 12866
By: Horsens


rejsen ud i rummet må starte indefra os selv.

Indlægaf poulx » 15. aug 2010 19:10

tak for at tage handsken op! super feedback!


er der liv på andre planeter, er der helt sikkert også nogle civilisationer der er længere fremme end menneskeheden teknologisk, og hvad skal jeg kalde det: "åndeligt". og der vil også være dem der har prioriteret anderledes, eller ikke haft mulighederne. for udvikling af den ene eller den anden grad.

men for at det her nu ikke skal blive en temmelig langhornet diskussion der handler om hvordan rumvæsner ville være udstyret ( enhver er velkommen til at tage det emne op i denne tråd også) , så lad os holde os til det rumvæsen vi kender mest til: mennesket. os selv.

vi kan lige netop ikke, som du siger det, forvente at menneskeheden skal føre sig med accept, åbenhed og *gosh* kærlighed, i mødet med andre væsner. og med mennesket mener jeg her også den del af racen der vil være de første ude af luftslusen med på sådan en ekspedition: soldaterracen.
i hvert fald vil vi være afventende til de har fået mærket tilstrækkeligt på bulen i de fremmedes rumdragter, til at vide om det er vandpistoler, eller dødsstjerner der gemmer sig bag det blanke ydre.

det er klart at vi ikke er modne til rumfart. mest af alt vil vi nok minde om klodsede græshopper der
forsøger at æde det vi kommer i nærheden af.

en ting er frygten vi føler ved livet her på jorden, og som vi kalder for døden og smerterne der kom før. en frygt der skaber behov for patruljering af frie verdeners tankesæt og våbenarsenal, men at tage den frygt med os ud i himmelrummet, og lade den være sygdommen der smitter igennem kontakt med den fremmede?

global våbenbalance er en ting, men galaktisk våbenbalance? intergalaktisk våbenbalance??? det er jo bare ved begyndelsen af den tanke: vanvid. prøv at tænke over det et øjeblik:

THE COLD STARWARS HAVE BEGUN.

vi har aldrig levet i fred. nej. og førend vi har gjort det i nogle tusinde år, og nydt godt af det mentale og materielle overskud det skaber til vigtige ting, som udviklingen af tanker om mennesket som til for hinanden; af teknologiske goder til forebyggelse af al sygdom, fattigdom og at vi ikke s k a l slås med hinanden, samt at nordkorea, danmark, tyskland, zimbabwe, osv. har fattet det, skulle vi nok blive hjemme, og bare håbe på at solen vil lukke os ind i hverdagen, også i morgen.

man arbejder bare bedst i fred.

men alt dette er jo ikke voldsomt interessant, I kender problemstillingerne , omend altid relevant og vigtigt at få sagt (igen).

vi ved hvordan det forholder med det her bæst kaldet mennesket. men hvad der er superinteressant er at der bliver skabt et spil som mass effect der rejser en masse nyttige spørgsmål til os selv på rejsen videre.

og vigtigst af alt er dig sidder med dine tanker om mennesket og dig selv i fremtiden, der skal skabe det endelige billede. hvad vælger du at bruge din del af menneskesamtiden på, at forestille dig virkeligt – for det er sådan tingene bliver til. du ser det for det indre blik, så ser du det i verden. for du skaber selv hvis det er vigtigt nok.

spørgsmålet er så bare hvordan du ser den fremtid: som paragon eller renegade?

ps. jeg lagde mærke til at et spørgeskema omkring hvordan man så på fremtiden, blev besvaret som om hver enkel af de adspurgte kun eksisterede alene i verden af i morgen. det var hele tiden ”jeg vil”, ” jeg bruger”, jeg ser mig som”. aldrig ”vi”.
poulx
 


Indlægaf phijen » 15. aug 2010 20:21

Fedest, nu kan jeg ikke få billedet af min mors gamle bryster ud af hovedet ._.

Ved ikke rigtigt hva jeg kan tilføje tråden. Poulx og Spiff har skåret mine egne tanker om emnet ret pænt ud i pap.

Måske noget med at vores teknologiske stadie paradoksalt nok er en direkte eftervirkning af de krige vi har kæmpet i hundrede tusinder år. Fra aben i Space Oddysey til Boston Dynamic's Big Dog. So that sucks.
phijen
Niveau 4
 
Indlæg: 342
By: København NV


Indlægaf poulx » 16. aug 2010 11:04

ja, det er sandt. ud af frygt skaber vi store fremskridt.

det behøver bare ikke være drivkraften bag vores udvikling, frygten.
poulx
 



Tilbage til Mass Effect

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst