Betingelser for brugen af Xboxlife.dk

For at Xboxlife.dk skal være et rart at sted at være for alle vores brugere, er det nødvendigt med nogle regler.


Læs vores Persondatapolitik, som er en tilføjelse til dette regelsæt, der blandt andet forklarer hvilke data vi indsamler om dig, hvordan vi opbevarer dem og hvordan de behandles.

Nedenstående regelsæt træder i kraft den 17/3 2008.

Generelle regler for brugen af Xboxlife
Når du opretter en bruger på Xboxlife.dk betyder det samtidigt, at du har læst og forstået disse betingelser. Du kan altid vælge at få slettet din bruger igen, dog vil indlæg, som du selv har lavet, ikke blive slettet i forbindelse med sletning af en brugerkonto.

Du kan ved oprettelsen af din bruger vælge, om din e-mail adresse skal være synlig for andre brugere eller ej. Vi udleverer ikke din e-mail adresse til personer uden for Xboxlife regi med mindre andet er tydeligt anført. Når du opretter din profil, har du samtidig mulighed for at vælge, om du vil tilmeldes Xboxlife.dk.s nyhedsbrev. Denne mulighed er slået til fra starten, og du skal således fravælge tilmeldingen, hvis du ikke ønsker at blive tilmeldt. Vælger du ikke at framelde dig, kan du altid framelde dig Xboxlife.dk.s nyhedsbrev direkte på Xboxlife.dk eller via linket i Xboxlife.dk.s nyhedsbrev. Det er dit ansvar, at e-mail adressen, som tilhører din profil, altid er aktiv. Vi forbeholder os retten til uden varsel at slette eller deaktivere brugerprofiler, som ikke har en aktiv e-mail tilsluttet.

Vi forbeholder os retten til at udsende en generel e-mail/nyhedsbrev, såfremt der sker større ændringer i forbindelse med Xboxlife, hvis vi afholder turneringer eller hvis vi føler det nødvendigt at udsende en e-mail til samtlige brugere. Ønsker du ikke at modtage e-mails med ovenstående indhold er eneste mulighed, at du vælger at slette din brugerprofil. Bemærk, at Xboxlife.dk.s regelmæssige nyhedsbrev er et andet end dette.

Xboxlife påtager sig intet ansvar for problemer som måtte opstå i forbindelse med brugen af vores systemer. Besøg på Xboxlife foregår fuldt ud på eget ansvar.

Tekster
Alt tekst og grafiske elementer på Xboxlife tilhører Xboxlife. Det er derfor ikke tilladt uden vores samtykke at reproducere eller på anden måde gengive elementer, det være sig såvel tekst som billeder, der findes på Xboxlife. Skulle du have ønsker om at anvende vores tekster, er du meget velkommen til at kontakte os for en nærmere aftale herom.

Logoer, varemærker, screenshots, videoer og lignende tilhører deres respektive ejere.

Konkurrencer
Præmier som udloddes i konkurrencer kan ikke ombyttes til rede penge eller andre varer. Der følger som regel ingen form for garantibevis med. Eftersom konkurrencer som regel er sponsoreret af firmaer, som Xboxlife ingen indflydelse har på, kan vi ikke garantere for, at eventuelle præmier når frem, og Xboxlife kan derfor ikke stilles til ansvar for tabte eller ikke fremkomne præmier.

Vundne præmier vil blive fremsendt så hurtigt som muligt. Dog kan vi ikke give garantier for leveringstiden på præmier.

Turneringer
For at deltage i en turnering på Xboxlife er det nødvendigt at tilmelde sig. En tilmelding til en turnering er bindende, såfremt man ikke melder afbud senest 48 timer før turneringen afholdes. Udeblivelse fra en turnering uden afbud vil betyde, at man ikke vil kunne deltage i de næste to turneringer på Xboxlife. De enkelte turneringer kan have ekstra særskilte regler for deltagelse, ovenstående gør sig gældende for alle turneringer . med mindre andet er angivet.

Bannere, annoncering og affiliate-partnere
Det er desværre ikke gratis at drive en side som Xboxlife.dk. Derfor er det nødvendigt for os at have forskellige former for annoncering på siden. Dette kan eksempelvis være traditionelle bannere eller affiliate-aftaler, hvor vi modtager en procentdel af det salg, som vores brugere måtte generere. Vi håber naturligvis, at så mange brugere som muligt vil klikke på disse bannere, så vi fortsat kan holde siden kørende.

Når man klikker på et banner eller følger et affiliate-link fra Xboxlife.dk, bliver man sendt til en ekstern webside, hvor Xboxlife.dk ingen indflydelse har på indholdet.

Logning af oplysninger
Systemerne, som kører Xboxlife, logger en lang række oplysninger, her iblandt besøgendes IP adresser, operativ systemer, tidspunkter samt hvilke sider brugeren besøger. Disse logs bruges fortrinsvis til generering af automatisk statistik, men vil ved misbrug blive undersøgt.

Regler for brugen af forum og andre kommentarer
Generelt gælder det, at alle indlæg skal holdes i en pæn tone. Tilsvining af andre brugere og lignende vil ikke blive accepteret. Gentagne overtrædelser kan og vil medføre udelukkelse fra Xboxlife.dk.

Du skal som bruger ALTID følge givne henvisninger fra en Moderator. Moderatorer er der for at sikre, at alle kan have det sjovt, men alt med måde. En Moderator kan på et hvilket som helst grundlag bortvise en bruger.

Reklame nej tak
Det er ikke tilladt at reklamere for eksterne websites, dog er relevant indhold på ikke-konkurrerende sider naturligvis tilladt(*) . er du i tvivl, så spørg en Moderator. Ønsker du at få eksponeret dit website, er du meget velkommen til at kontakte os for en aftale.
*Definationen på en konkurrerende webside dækker over andre danske spilsider og spilrelaterede fora, herunder også klansider med fora.

Det er endvidere ikke tilladt at linke til eksterne websider med links, der indeholder en affiliate-kode af den ene eller anden slags. Dette gælder både links til kommercielle websider og til andre sider, hvor det gælder om at få andre ind via affiliate-kode. Således også hvis der ikke forsøges at tjene penge via et link, men blot at skabe trafik til den pågældende webside.

Indlæg med mening
Indlæg såvel i vores forum som kommentarer til tekster på siden skal være relateret til emnet i den pågældende tekst. Det er ikke velset, at man skriver eller besvarer et indlæg blot for at skrive noget. Har du ikke noget intelligent at skrive, så lad være med at skrive noget.

Umodent sprog, SMS sprog og bandeord er ikke hvad der forstås ved at holde en pæn tone i indlæg, så undgå venligst brug af disse. Det er heller ikke velset, at man skriver hele eller store dele af indlæg med store bogstaver eller fed skrift.

Køb & salg fora:
Hvis en person har sat f.eks. et spil til salg, så lad være med at kommentere på prisen, produktets kvalitet med videre, med mindre du er interesseret i at købe det. Sker det alligevel, at en person kommer med ovenstående kommentarer, vil det blive tolket som spam. Føler du trang til at informere en sælger om, at hans produkt er for dyrt, så gør det venligst via en Privat Besked.

Har du mistanke om, at en person sælger varer han ikke burde sælge ifølge den Danske lovgivning, bør du straks henvende dig til en moderator.

Piratkopiering, modchips, firmware og homebrew...
Det er ikke tilladt at snakke om piratsoftware på Xboxlife.dk. Piratsoftware er ifølge dansk lovgivning forbudt, og vi vil slå hårdt ned på personer, der bryder denne regel. Yderligere udleverer vi gerne IP-adresser og lignende information til politiet omkring personer, som måtte bryde denne regel - såfremt vi bliver bedt om det. Modchips, firmware opgraderinger og diverse homebrew programmer er ikke nødvendigvis ulovlige ifølge den danske lovgivning, men vi har alligevel valgt at udelukke alt snak om disse ting her på Xboxlife.dk. Grunden til dette er, at vi ikke umiddelbart ser nogen lovlig årsag til, at man skulle vælge at modificere sin Xbox konsol. Homebrew kan i skrivende stund udelukkende afvikles på en modificeret Xbox og er derfor heller ikke tilladt.

Eneste undtagelse fra ovenstående er software udviklet via Microsoft.s XNA programmet, snak om spil og lignende udviklet via dette er naturligvis mere end velkomment. Xboxlife.dk støtter op om XNA-udviklere og vil meget gerne promovere spil lavet i dette til Xbox 360.

Snak om P2P programmer, ulovlige torrents og lignende er naturligvis heller ikke tilladt.

Porno / sex
Det er ikke tilladt at linke til, indsætte eller på anden måde omtale materiale af porno eller seksuel art. Dette gælder også i vores Off-topic forum. Dette er naturligvis for at sikre, at ingen skal føle sig krænket på nogen måde i forbindelse med anvendelsen af vores webside. Er du over 21 år, har du mulighed for at tilmelde sig et specielt fora på Xboxlife.dk, som blandt andet tillader denne type indhold.

Store billeder
Har du linket til større billeder, bedes du have i tankerne, at der stadigvæk er nogle, der kun sidder med et lav-hastigheds modem. Derfor skal alle posts, som anses for at være ekstraordinært store, markeres med *56k warning* i emne/subject feltet.

Avatars / Profilbillede
Du er meget velkommen til at anvende en avatar på vores forum. Størrelsen på din avatar må dog max være 80x80 pixel. En avatar må ikke være animeret. Skulle en Moderator opdage, at din avatar er større end det tilladte, vil avataren blive fjernet. Sker det gentagne gange, vil vi fratage dig muligheden for at anvende et avatarbillede.

Signaturer
Brug af signaturer i bunden af dine indlæg på vores forum er tilladt. Dog må tekst-signaturer max være på 3 linier, har du et grafisk billede i din signatur må dette max være 520x120 pixel. Det er ikke tilladt at have animerede billeder i sin signatur. Ligesom med avatars vil brud af ovenstående først resultere i, at en Moderator ændrer din signatur. Sker det gentagne gange, vil retten til at bruge en signatur blive frataget.

Når du indsætter din personlige signatur, så husk på, at det enten er tekst eller billeder . ikke begge dele.

Privat post / PB
Man har som bruger mulighed for at sende en såkaldt PB (Privat Besked) til andre brugere via det interne beskedsystem på siden. Indholdet af private beskeder skal naturligvis også overholde ovenstående regelsæt, og ja vi kan læse dem, hvis vi vil, men har dog umiddelbart ingen interesse heri.

Oplever du, at en anden bruger sender private beskeder til dig, som ikke overholder vores regelsæt, bedes du straks tage kontakt til en Moderator.

Forsøg på linkbuilding / spam / o.l
Vi tolererer ikke forsøg på linkbuilding og vil i visse tilfælde sende en faktura til firmaet der har lavet spam-linksne. Der faktureres gældende timetakst pr. påbegyndte time som vi skal bruge på at rydde op.
Følg Xboxlife her
Xbox Support