En snak med Rare om Viva Pinata

Skrevet af: Mikkel Vinther (vinterbird) - 29. november 2006 - kl. 21:07
Del denne artikel:
0 0
Vi satte os ned med Rare og fik en god snak omkring deres næste spil, nemlig Viva Pinata til Xbox 360.

Xboxlife: Er der nogen historie i Viva Pinata, er der en grund bag dine handlinger, eller bliver du bare smidt ned på den her ø uden at vide hvorfor?

Rare: Historien bag Viva Pinata er, at den onde Stardos er ankommet til øen og har ødelagt alt det skønne ved øen, skræmt alle Pinataerne væk, og når du starter, får du den her golde og ødelagte have, som skal gøres til en blomstrende have, der kan få Pinataerne tilbage igen og skabe fred på øen.

Der er også en historiebog i den journal, som vil fortælle om de forskellige historieelementer i spillet. Så der er skam en grund til, at du er på øen. Men det handler også om, at spilleren selv skaber dets egen historie med, hvordan man udviklede haven til det den er nu og hvilke Pinataer, man har fået ind i haven.


Xboxlife: Hvor kom inspirationen til Pinatadesignet fra?

Rare: Til at starte med vidste vi, at spillet skulle handle om dyr, og så fandt en af vores designere de her pinataer, som ikke er så kendt her i Europa. De har en helt unik form, og han var hurtigt forelsket i stilen, og så valgte vi at bruge Pinatastilen.

Projektet har været undervejs siden 2002, hvor det oprindeligt startede som en lille PocketPC titel, som to fra Rare arbejdede på og eksperimenterede med. Senere rykkede vi projektet over på Xbox og til sidst valgte vi at bringe det til Xbox 360.

Xboxlife: Nu hvor I er på Xbox 360, som også har Marketplace, er det noget Rare vil gøre brug af i Viva Pinata?

Rare: Vi har store planer med Marketplace, og Pinata har en god struktur til Marketplace, så i fremtiden vil I se ting som Pinatapakker, nye redskaber og endda helt nye gameplayelementer som co-op.

Vi er virkelig interesserede i Marketplace, fordi det giver mulighed for at viderebygge på spiloplevelsen og gøre dit ophold på Pinataøen endnu mere underholdende.

Xboxlife: Viva Pinata er ikke kun et spil, det er også en tv-serie, og i den har de forskellige Pinataer forhold til hinanden, er det noget som også er bibeholdt i spillet?

Rare: En af de vigtige ting for os, da vi lavede tv-serien og spillet var, at det hele hang sammen, så de forhold man oplever i tv-serien er også til stede i spillet. Så f.eks. vil en katte-Pinata og en muse-Pinata ikke være bedste venner. Mens vi har lavet spillet, har vi dynamisk samarbejdet med 4Kids, som har lavet tv-serien, så vi har gjort alt hvad vi kunne for at holde tv-serien og spillet tæt sammen.

Men tv-serien er der ikke kun for at underholde, den fungerer også som en slags tips og tricks sektion, for i de forskellige episoder får man forskellige tips til, hvordan man tiltrækker forskellige Pinataer, og man ser, at hvis nogle bestemte Pinataer får noget bestemt at spise, så udvikler de sig til helt nye former for Pinataer.



Xboxlife: Vi har set hvordan en orme-Pinata og en orme-Pinata kan blive forelsket i hinanden, men er det muligt for f.eks. en orme-Pinata og en giraf-Pinata at blive forelsket i hinanden og dermed skabe et helt tredje dyr?

Rare: Det er selvfølgelig en mulighed, vi har tænkt over, men det er ikke noget vi er så glade for at snakke om, for det er en af de dejlige ting ved spillet, nemlig at opdage det hele selv i stedet for at få det serveret foran dig.

Xboxlife: Selve gameplayet i Viva Pinata er meget sandkasseagtigt, og der er stor fokus på at holde sin have i tiptop stand, men det virker som om det hele kan blive meget stressende, og nu da Viva Pinata er primært en børnetitel, er det så noget I har tænkt over i løbet af spillets designproces?

Rare: Man vælger selv, hvor kompliceret spillet skal være, og man bestemmer selv, hvor mange Pinataer man tør have i sin have og alt efter, hvor dygtig man føler man er, så kan man vælge at tiltrække flere eller blot stille sig tilfreds med dem man har.

Men for dem, som gerne vil have masser af Pinataer og har for meget at fokusere på, så kan man ansætte hjælpere, som vander blomster eller passer andre dele af haven for dig, så du kan fokusere på andre dele af gameplayet.

Xboxlife: Der er mange Pinataer i spillet, og de har alle nogle helt unikke navne, som blander slik og dyr sammen, hvordan fandt I på disse utrolig kreative navne?

Rare: Det var et samlet projekt med 4Kids, hvor vi samarbejde med dem om, hvilke navne, der ville fungere bedst, for vi havde ikke lyst til, at Pinataerne skulle have almindelige navne som kat, hund og andre ganske almindelige navne for disse dyr, så vi fandt på, at siden rigtige Pinataer har slik indeni sig, så kunne vi bruge dette og blande dyrenavne med slik og skabe nogle helt unikke navne.

Xboxlife: Når vi snakker multiplayer og Viva Pinata, hvad kan vi så forvente at se?

Rare: Når spillet udkommer til december, så vil det til at starte med kun have mulighed for at sende ting frem og tilbage mellem venner på Xbox Live, men for de mere konkurrenceprægede mennesker er der leaderboards, så man kan tjekke, hvilke personer der har den pæneste have ud fra nogle point, man bliver bedømt på, hvilken person der har det højeste gartnerlevel i spillet og en masse andre ting.

I fremtiden har vi dog store planer med Xbox Live. Vi har snakket om at implementere co-op i en fremtidig udgivelse og også forskellige former for konkurrenceprægede gameplay elementer, så hold øje med Viva Pinata, når vi går ind i 2007, hvor vi begynder stille og roligt at sende ting ud.



Xboxlife: Og så det sidste spørgsmål, som mange Rare fans længe har spekuleret på. Er Mr. Pants nogen steder at finde i Viva Pinata?

Rare: Faktisk så er vores lead artist ham, som var designer på Mr. Pants, så det kan være, at der gemmer sig en lille godte til gamle Rare fans.

Men fans af vores tidligere spil vil kunne finde små referencer til spil som Banjo & Kazooie, Grabbed By The Ghoulies og Conker, hvis man holder et vågent øje, vil man hurtigt kunne finde dem.

Xboxlife: Nu vi snakker Mr. Pants, så kan vi ikke komme udenom, at Rare er et firma, som har en stor fokus på humor, og vi så i Viva Pinata annonceringsvideoen, at der ikke kun var børnehumor, men også mere voksenhumor i form af nogle ret så beskidte jokes. Hvordan har det været at afbalancere dette i spillet?

Rare: Rare har altid fokuseret på at bringe et smil frem på læberne af dem, der spiller, alt lige fra at have gemt små stykker ost overalt i Perfect Dark (Nintendo 64 udgave –red.) til Conkers mange jokes i hans eventyr, så det er selvfølgelig også noget, vi bringer ind i Pinatauniverset.

For os har det dog været en stor udfordring at finde den rette balance mellem børnehumor og voksenhumor, for vi kunne sagtens gøre alle samtaler utroligt underholdende for voksne personer, der ville kunne forstå referencer og jokes af den mere voksne natur, men det ville hurtigt kede børn og yngre spillere.

Omvendt har vi også skulle passe på med ikke at overfylde spillet med for meget børnehumor, så det har været en utrolig hård balancegang at finde det helt rigtige lag af humor både til voksne og til de yngre spillere.


Og med det siger vi mange tak til Rare. Spillet hedder Viva Pinata, og det er at finde i butikkerne fra den 1. december 2006.
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne artikel..
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her
Xbox Support